Reglerne afhænger af aftalen med håndværker
? Hej Poul Erik
Kan du fortælle mig, hvilke regler der præcis gælder omkring rateindbetaling til bygmester?
Hvis den byggesagkyndige gør opmærksom på, at den faglige kvalitet ikke er i orden, har man så hjemmel i lovgivningen til at tilbageholde raten, eller er man som bygherre nødt til at betale? - Hvilken lovgivning bruges på området?
Er i tvivl, da jeg får forskellige meldinger.
På forhånd tak
Anonym
! Hej anonyme
Hvis det er aftalt i den aftale, du har indgået med din håndværker gælder reglerne i AB 92.
I AB 92 er der to muligheder for betalinger:
1. Der aftales en rateplan for betaling, hvor raterne fastsættes i henhold til den tidsplan, der er gældende for byggeriet. Håndværkeren er derfor kun berettiget til pengene, såfremt tidsplanen følges.
2. Håndværkeren sender en á conto, normalt en gang pr. måned. Det beløb, som håndværkeren her kan fakturere, skal svare til den værdi hans udførte arbejde repræsenterer. Denne fremgangsmåde anvendes oftest, når det drejer sig om mindre projekter.
For begge måder gælder det, at arbejdet skal være i en kvalitet, så det udgør den fulde værdi og derfor selvfølgelig uden væsentlige fejl og mangler.
Hvis du ikke har aftalt, at AB 92 gælder, vil almindelig lovgivning være gældende for betaling, det vil sige, at du skal betale for det, du har fået, hverken mere eller mindre.
Når den situation opstår, at du ikke mener at håndværkeren er berettiget til at få hele beløbet, er det i de tilfælde op til dig at bevise det og lave en opgørelse over hvad du mener beløbet skal være.
Du kan ikke tilbageholde hele beløbet, med mindre du mener, håndværkeren ikke har udført noget eller har leveret materialer for pengene.
Med andre ord har håndværkeren altid ret til at få penge for de ydelser, han har leveret.
Jeg håber, det er svar nok, ellers er du velkommen tilbage.
Poul Erik Marcussen
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
21