Hvad skal det indeholde?
? Hej Poul Erik
Min kone og jeg skal i gang med at bygge hus, og skal bruge et tilbud på fundamentet.
Vi er meget i tvivl om, hvad et udbudsmateriale skal indeholde, for at vi ikke løber ind i problemer senere.
Hilsen Mikkel
! Hej Mikkel
Det var et kort spørgsmål, der kræver et meget langt svar.
Jeg vil prøve at fortælle dig, hvad udbudsmaterialet indeholder, når det udføres hos en rådgiver - arkitekt eller ingeniør.
Ved et byggeri arbejder de to rådgivere sammen og udfører hver især deres eget fagområde. Arbejdet koordineres og samles til sidst i et udbudsmateriale.
Fundamentsdelen er typisk ingeniørens arbejde, da der er/kan være en del beregninger forbundet med det.
Udbudsmaterialet vil typisk bestå af et tilbudsbrev, en tilbudsliste, en række beskrivelser, udbudstidsplan samt tegninger.
Mere detaljeret
1) Udbudsbrevet til entreprenøren er en skrivelse, hvor man indbyder ham til at udføre arbejdet, kort beskriver arbejdet, angiver tidsrammen, beskriver udbudsmaterialets omfang, angiver en dato for besigtigelse af arbejdsstedet, angiver et tidspunkt for besvarelse af entreprenørernes evt. spørgsmål til udbudsmaterialet, angiver et tidspunkt for aflevering af tilbud i henhold til tilbudsloven.
2) Tilbudslisten er en detaljeret liste, med forskellige delarbejder der ønskes prissat med en sammentælling af arbejdets samlede pris uden/med moms.
Tilbudslisten indeholder desuden oplysninger om priser på tillægsarbejder som man evt. vil udvide arbejdet med, samt entreprenørens timepriser for forskellige typer arbejdere - lærling, svend, arbejdsmand.
Disse timepriser skal der arbejdes efter, hvis arbejdet bevæger sig ud over tilbudslistens "normale" arbejde, ligesom man kan benytte sig af delpriser, hvis man har bedt om at få oplyst priser på f.eks. 10 meter ekstra fundament.
Hvis arbejdet skal foregå indenfor den officielle vinterperiode som er 1. okt. - 30. april, kan der være arbejder man ønsker at kende priserne på.
En lang række vinterforanstaltninger er indregnet i tilbuddet på forhånd, men der kan blive tale om udvidede vinterforanstaltninger som kræver ekstra betaling.
Se www.vinterkonsulenterne.dk
3) Beskrivelsesdelen består af:
a) Særlige Betingelser (nogle kalder den for FB-Fælles betingelser), som er AB92, de juridiske forhold omkring økonomi, tid mv.
b) Arbejdsbeskrivelse, som er en beskrivelse af det arbejde der skal udføres, opdelt med en beskrivelse af hvilke materialer der skal bruges og en beskrivelse af arbejdets udførelse.
I dit tilfælde skal jordbundsundersøgelsen indgå som en del af udbudsmaterialet og arbejdsbeskrivelsen.
c) Endelig kan beskrivelserne suppleres med en Plan for Sikkerhed og Sundhed.
Da bygherren ifølge lovgivningen er den fuldt ansvarlige for arbejdspladsens sikkerheds- og sundhedsforhold, skal der tages stilling til disse forhold og hvis der forekommer arbejdsmetoder eller materialer der er usunde, skal disse forhold beskrives og der skal redegøres for hvorledes entreprenøren kan udføre arbejdet på en forsvarlig sikkerheds- og sundhedsmæssig måde.
4) Udbudstidsplanen der fortæller hvornår arbejdet skal udføres, koordineres med de øvrige entreprenører der skal arbejde på stedet.
5) Endelig kommer tegningsdelen der i plan, snit og opstalter redegør for arbejdets målmæssige forhold.
Det lyder som en ordentlig og uoverkommelig mundfuld for en privatperson, men ikke desto mindre er det "normale" omfang der skal til, for at et byggeri skal gennemføres uden at der opstår alvorlige tvister undervejs.
Det kan egentlig siges så groft, at hver gang du undlader en skriftlig stillingtagen til det ene eller andet af det ovenstående, efterlader du et åbent spørgsmål, som håndværkeren enten kan undlade at gøre noget ved (med de følger dette måtte få) eller han gør som han selv har lyst og forsøger at sende dig ekstraregningen for det.
Held og lykke med projektet
Poul Erik Marcussen
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
76