Forening igen klar til at hjælpe forældreløse børn i Ghana
22-årige Liane Løth fra Brønderslev lader sig ikke sådan gå på af lidt modgang.
Tidligere i år afslørede hun korruption på det børnehjem i Ghana, hun arbejdede for. Og støtte-foreningen From Heart To Hand i Brønderslev gik i opløsning.
- Jeg og min mand er stoppet på børnehjemmet. Men vi har planer om at opbygge vores eget børnehjem, fortæller hun.
I denne uge tager parret igen ?hjem? til Ghana. Og nu er foreningen i Brønderslev i gang igen.
På en ekstraordinær generalforsamling trådte bestyrelse af - undtagen én. Nu er der valgt en ny bestyrelse, hvor Liane også er medlem.
- Dermed undgås misforståelser, og det gør det mere frit for mig at bestemme - og selv afgøre, hvor der er mest brug for hjælp, understreger hun.
Ny formand er Inge Irgens, mens Anitta Pedersen, Janni Korsbæk og Laila Nielsen er andre medlemmer af bestyrelsen. To suppleanter, Kim Tolstrup og Henriette Rønn Jensen er også aktive i arbejdet.
- De knokler og er i fuld gang, men det er næsten som at starte forfra. Vi er dog enige om at lave loppemarked igen i Den Runde Pavillon senere i efteråret. Og så laver vi et lotteri, som vi blandt andet vil sælge ved Open By Night.
Der skal laves nogle ændringer i vedtægterne, så der bliver en ny generalforsamling inden for en måneds tid.
- Vi skal også have opkrævet de manglende kontingenter, og der kommer en ny hjemmeside med opdaterede nyhedsbreve.
Liane vil købe noget jord og så langsomt bygge et børnehjem op.
- Vi skal have alle nødvendige godkendelser. I mellemtiden vil vi dog holde kontakten ved lige til det eksisterende hollandske børnehjem og har allerede nu masser af projekter med enkelte, fattige børn.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
10