Aalborg-projekt skal finde ud af, om statusopdateringer fra fx Facebook og Twitter kan spore epidemier.
Kan statusopdateringer på Facebook som "Influenza! Bliver i sengen i dag, har ondt i hovedet og er øm i hele kadaveret" bruges til at spore fx influenzaepidemier?
Det skal et forskningsprojekt, som blandt andre Aalborg Universitet deltager i, klarlægge, skriver version2.dk
Projektet hedder M-Eco, og det fungerer ved, at der bliver søgt på bestemte ord på statusopdateringer, samtidig med at der bliver trukket data fra forskellige lægevidenskabelige onlinetjenester.
Kan spore en epidemi live
Fordelen ved at spore influenzaudbrud på den måde er, at det kan ske samtidig med, at en epidemi er i udbrud.
Den traditionelle måde at spore epidemier på er gennem hospitaler, læger og ananlyser hos Statens Seruminstitut, og det er en arbejdsmetode, der tager tid og i sagens natur altid er bagefter epidemien.
- Det her projekt vil give beslutningstagerne et bedre informationsgrundlag og dermed bedre mulighed for at tage de rigtige beslutninger, siger Peter Dolog, der er lektor ved Institut for Datalogi på Aalborg Universitet til version2.dk.
Google forsøger også
Metoden er dog ikke uden problemer. Blandt andet fordi det ersvært at skelne mellem forskellige sygdomme med samme symptomer - skyldes hovedpinen en mild forkølelse eller en alvorlig svineinfluenza?
Derudover er der mange Facebookbrugere, der ikke har deres statusopdateringer offentligt tilgængelige, og hvis ikke en søgemaskine kan finde dem, så ryger de selvfølgelig ikke med i datamaterialet.
Google oprettede i øvrigt forrige år tjenesten Flu Trends, der forsøger det samme som M-Eco - Google gætter sig frem til influenzaudbrud ved at tælle antallet af influenzarelaterede søgninger.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
15