HVERKEN-ELLER: Det officielle Danmark fastholder fordomme om trans-kønnede
KØBENHAVN: Er man syg, hvis man føler sig som en kvinde, selv om man har en mandekrop?
Det er et af de spørgsmål, som skal debatteres ved en høring på Christiansborg mandag om transkønnede vilkår i Danmark.
Trans-Danmark mener, at det er på høje tid, at det officielle Danmark dropper fordommene og holder op med at betragte transkønnede som psykiatriske tilfælde.
- Der var engang, hvor Danmark var kendt for at være et frisindet land, men vi er sakket forfærdeligt langt bagud.
-De homoseksuelle fik fjernet sygdomsbegrebet i 1981, men vi bliver stadig betragtet som syge, selv om vi ikke fejler noget. Det er statsmobning, siger Irene Haffner, sekretær for Trans-Danmark.
Irene Haffner hedder officielt Jørgen Haffner. Men i Danmark er det en betingelse for at få lov til at skifte navn, at man får lavet en kønsskifteoperation, og for at få lavet en kønsskifteoperation, skal man undersøges af en psykiater. Det er helt urimeligt, mener Irene Haffner.
Politikerne det største problem
De omkring 50.000 trans-kønnede personer i Danmark kæmper ofte med lavt selvværd, og mange er ufrivillige arbejdsløse. Undersøgelser viser, at transkønnede meget ofte har svært ved at komme i arbejde og har en forøget risiko for at blive mobbet eller fyret.
Det lave selvværd hænger ifølge Irene Haffner ikke mindst sammen med fordommene fra det officielle Danmark.
- Der er sket en udvikling i befolkningens holdning. I dag er det politikerne på Christiansborg, som er det største problem. De vil ikke give slip på de regler og love, som bygger på fordomme og holder os fast i noget, vi ikke ønsker at være i, siger Irene Haffner.
Forslag om kommission
Trans-Danmark vil på høringen foreslå, at Folketinget nedsætter en trans-kommission, som kulegraver hele området.
- Det har de gjort i Sverige, men i Danmark er vi 10-15 år bagefter. I Danmark er vi kategoriseret under seksuelle minoriteter, men det er vi ikke, og det er meget uheldigt, at det er staten, der fastholder den fordom. Men det er åbenbart meget svært at forstå, siger Irene Haffner. /ritzau/
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
10