Den foreløbig eneste officielle kandidat til formandsposten i Landbrug & Fødevarer, thyboen Niels Jørgen Pedersen, Sundby, får fra nordjyske landboledere anerkendelse for sit arbejde som fungerende formand. Alligevel ønsker både Agri Nord og det fælles organ Nordjysk Landbrug kampvalg om posten.
- Formandsposten er det højeste embede i Danmark i landbrugsregi og har en meget stor betydning i forhold til det øvrige samfund. Det er vigtigt, at vi sætter det bedste hold i en tid og fremtid med store udfordringer i landbrugserhvervet, siger formand for Agri Nord, Carl Chr. Pedersen, Gandrup.
Samtidig lyder der kritik af at lancere planer om at opstille en anden kandidat, før vedkommende selv har meldt sig på banen.
- Jeg er noget forundret over at man allerede fra både Østlige Øer og fra Centrovice (på Fyn, red.) peger på en anden kandidat som ny formand, uden at man har hørt fra ham selv, hverken hvad han står for eller hvad han vil med Landbrug & Fødevarer.
At man på den måde udtaler sig på de delegeredes vegne, er efter min mening ikke den måde, hvorpå man får den rigtige mand til så vigtig en post, siger formand for Nordjysk Landbrug og næstformand i Agri Nord, Henrik Dalgaard, Aars.
De to nævnte landboforeninger har arbejdet for at få den nuværende formand for Fjerkrærådet, Martin Merrild, opstillet. Op til weekenden havde han dog endnu ikke erklæret sig som kandidat.
- Personligt mener jeg at Niels Jørgen Pedersen er den bedste mand til jobbet, og at han i løbet af de sidste måneder har vist, at han kan løfte opgaven. Men jeg har jo heller ikke forudsætninger for at udtale mig om, at andre ikke kan løfte opgaven, da andre endnu ikke konkret har meldt ud, siger Henrik Dalgaard.
Agri Nord-formand Carl Chr. Pedersen udtrykker sig endnu mere diplomatisk:
- Vi har stor respekt for det arbejde Niels Jørgen Pedersen har udført som fungerende formand i Landbrug & Fødevarer. Det er bedst for demokratiet med flere kandidater til formandsposten og på nuværende tidspunkt ser der ud til at være andre kandidater i spil. Vi ser frem til deres endelige beslutning og deltagelse i valget.
Valget træffes på et ekstraordinært delegeretmøde i Herning 24. maj. Hvis Niels Jørgen Pedersen bliver valgt, skal der vælges en ny viceformand. Kandidater til viceformandsposten er Henrik Frandsen, Sønderjysk Landboforening, Asger Christensen, Kolding Herreds Landbrugsforening og Finn Pedersen, Østjysk Landboforening.
Heller ikke for i forhold til dem har Agri Nord-formanden og de to nordjyske landboledere lagt sig fast.
De vil først lade medlemmerne træffe kandidaterne. Det sker på et møde i samarbejde med LandboNord mandag 16. maj hos Agri Nord i Aalborg.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
9