FAGBEVÆGELSE: René Lund Hansen, formand for VU Aalborg, skriver (18.5.), at fagbevægelsen har skudt S-SF's plan ned et utal af gange. Hermed stiller han sig op i rækken af borgerlige der på manipulatorisk vis forsøger at tegne et billede af en fagbevægelse, der ikke støtter op om S-SF's økonomiske planer.
Det kan ikke være mere forkert. Fagbevægelsen vil en anden regering efter et årti med forringelser for deres medlemmer. Hvor dagpengeperioden er halveret, optjeningsperioden fordoblet, loft over fradrag på fagforeningskontingent, forringelser af efterløn og folkepension... ja listen er nærmest uendelig.
Fagbevægelsen har givet håndslag på, at der skal findes 15 mia. kr. Et af tiltagene kunne være en times ekstra arbejde om ugen. Der kan også hentes en del på arbejdsmiljø og forebyggelse.
Men der skal findes 15 mia., og det har fagbevægelsen sagt entydigt ja til.
Det har fremtrædende LO-ledere som Harald Børsting, Thorkild Jensen og Poul Erik Skov sagt ja til, fordi de har tillid til de løfter, vi har givet. Nemlig at vi - i modsætning til regeringen - vil sikre uddannelse, opkvalificering og skabe arbejdspladser gennem vækstinitiativer og offentlige investeringer.
SF vil kæmpe for at sikre efterlønnen fordi det ganske enkelt er usolidarisk at almindelige mennesker skal betale for skattelettelser der er kommet de mest velstillede til gode.
At LO-medlemmerne ikke skal betale to gange i form af øget arbejdstid og en forringelse af efterlønnen, siger sig selv. Derfor vil vi kæmpe for efterlønnen og folkepensionen.
Det ved fagbevægelsen og de ved at der skal en ny regering til for at sikre velfærden og lønmodtagernes rettigheder.
Der er ingen tvivl - som LO-formand Harald Børsting sagde i B.T.: "Vi kan være i Finansministeriet 12 minutter efter, at en ny finansminister ringer."
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
5