Gastronomi og kemi mødtes og dejlig mad opstod under Naturvidenskabsfestivalen på Ranum Efterskole
Mad må gerne sige kapow og være neonfarvet. I hvert fald hvis det står til Ranum Efterskoles gastronomihold.
De seneste dage har både undervisning og menuen nemlig stået på molekylærmad som led af Dansk Naturvidenskabsfestival, der har til formål at sætte fokus på natur, teknik og sundhed.
- Vi tog Naturvidenskabsfestivalen og udnyttede den til at skabe et sammensat program, der gav en helhedsoplevelse for eleverne i madlavningen og fysikundervisningen, siger Lars Jeppesen, der er køkkenchef på Ranum Efterskole.
Kaviar med jordbærsmag
Det er Lars Jeppesen og naturfagslærer Thomas Sloth, der i samarbejde har stået for at kombinere kemien med gastronomien. Hver dag har der været nye forsøg og eksperimenter som eksempelvis flambering af forskellige råvarer, forloren kaviar med jordbærsmag, og frysetørret karamel. Hver aften er forsøgene udmundet i en stor molekylærmiddag til samtlige af skolens 250 elever
- Tanken er, at eleverne skal lære at lave noget mad, der ellers kun hører til i gourmetrestauranter, og det skal samtidig give dem en stor oplevelse. Derudover er det med til at gøre naturvidenskaben mere interessant for dem, forklarer Lars Jeppesen.
Dansk Naturvidenskabsfestival er løbet af stablen på flere hundrede skoler landet over i uge 39. Temaet er lys og farver, hvorfor der også på efterskolen i Ranum har været andre aktiviteter i naturvidenskabens regi.
Blandet andet har fysik- og kemilærerne hver dag lavet et show under temaet lys og farver. Dernæst er der udskrevet en konkurrence mellem eleverne om at kunne flytte en klods på 30 kubikcentimeter fire meter ved hjælp af en selvvalgt teknik. Dog uden brug af hænder.
Alle aktiviteter er blevet bliver godt modtaget af de unge på Ranum Efterskole, der også har været tilfreds med, at frikadellerne for en stund blev skiftet ud med kemisk mad:
- Det er en sjov og anderledes måde at lave mad på. Jeg synes, at når man begynder at eksperimentere med den måde, man laver mad på, så bliver det interessant siger Pernille Morsing, elev på Ranum Efterskole.
Hun er selv med på skolens gourmethold og ved derfor, hvad der ligger bag de alternative måltider. Det er ikke alle de andre af skolens elever, der har og derfor er nogle af fadene blevet mødt med en lille smule skepsis:
- Folk har været både spændte og nysgerrige, men måske også lidt bange for hvad de har puttet i munden. Men alle har kunnet lide det meste, siger Pernille Morsing.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
17