Aldrig før har Aalborg Handelsskole oplevet lignende episoder på studieture, som da to elever onsdag forsøgte at begå væbnet røveri. Uddannelseschefen roser personalet.
Det var en tydeligt berørt uddannelseschef for Aalborg Handelsskole, der mandag måtte forklare baggrunden for, at de tidligere samme dag havde bortvist to elever på 17 og 18 år.
LÆS: Elever begik væbnet røveri på studietur
Og et væbnet røveriforsøg begået af to elever på en studietur til Tjekkiets hovedstad Prag er langt fra god reklame for kommende elever eller deres forældre.
Derfor var Hans Jørgen Møller meget klar i mælet, da det kom til skolens sanktion overfor de to nu tidligere elever.
- Det er en helt uacceptabel handling, som er fuldstændig uforenelig med de værdier og de ordensregler, som er gældende på Aalborg Handelsskole, siger Hans Jørgen Møller om baggrunden for bortvisningen.
Vrede i elevgruppen
- Desuden sidder der mange elever, som ville være forundrede, hvis en så hensynsløs adfærd ikke blev sanktioneret. Og der har været stor vrede i elevgruppen mod dem der har begået det, fordi de jo egentlig har fået ødelagt den sidste del af deres studietur, forklarer uddannelseschefen.
Han har stor ros til de lærere, som var med på studieturen, for deres måde at tackle episoden på. De skulle blandt andet yde bistand til de anholdte elever, den øvrige elevgruppe og sørge for koordinering med den danske ambassade.
- Sagt på nordjysk er det en rigtig træls sag, som der heldigvis er meget langt imellem. Og selv i en så alvorlig sag synes jeg, at vore lærere har vist, at de kan håndtere problemerne og tackle dem på en meget professionel og kompetent måde.
Beredskabet fungerede
Skolen har endnu ikke foretaget en evaluering af turen, og derfor kan Hans Jørgen Møller ikke sige, hvad episoden kommer til at betyde for de kommende studieture.
- Men når man tager ud på ture som dem her, vil der med al sandsynlighed altid opstå situationer, hvor der bliver brug for, at et beredskab træder til. Og det beredskab må siges at have fungeret under denne tur, fortæller han om skolens erfaringer set i forhold til den uheldige situation i Prag.
- Noget andet vi har lært er, at det, i de her hurtige tider med sms osv., var svært at holde sig på omgangshøjde med de meldinger, der kom fra Prag, og de rygter der blev dannet på den baggrund, forklarer Hans Jørgen Møller.
Eksempelvis blev en tredje elev anholdt i forbindelse med anholdelsen af de to røvere, og her var det vigtigt at få fastslået hans uskyld.
- Han var helt uden andel og skyld i røveriforsøget. Han havde alene overværet anholdelsen og protesterede i den forbindelse højlydt over politiets fremfærd, som han fandt meget voldsom. Og derfor blev han også anholdt men heldigvis løsladt lige bagefter uden nogen form for sigtelse, fortæller Hans Jørgen Møller.
-
Print artikel
Visninger:
9