Forvaltning skal undersøge, om placering på nye profilskoler vil være bedre.
Det er slet ikke sikkert, at de populære idrætsklasser på Sønderbroskolen skal flytte. Det understreger skole- og kulturrådmand Anne-Dorte Krog (SF), efter udvalget tirsdag fik en orientering om sagen.
- Vi har fået en grundig redegørelse om, hvad det er, klasserne går ud på, hvad det kræver af ressourcer og faciliteter, og hvordan det fungerer på Sønderbroskolen, fortæller hun.
Revurderingen af klassernes nuværende placering har allerede skabt stort postyr blandt elever og forældre, og derfor understreger rådmanden også, at beslutningen ikke er truffet endnu.
- Grunden til, at vi har taget det op, er hele den snak om profilskoler, vi er i gang med i øjeblikket. Og i den forbindelse kunne det jo godt tænkes, at en eller to af dem skulle have idrætsklasser i overbygningen, forklarer hun.
På skoler med idræt som profil skal eleverne mindst have seks timers idræt om ugen, og derfor mener Anne-Dorte Krog også, det er oplagt at undersøge, om idrætsklasserne eventuelt skal flyttes.
- Jeg forstår godt, at det har skabt et vist postyr blandt eleverne og deres forældre, siger hun.
- Men vi har som sagt ikke besluttet noget endnu. Vi ønsker bare at sikre os, at idrætsklasserne og de ny 10. klassecentre kommer til at ligge der, hvor det er bedst, tilføjer Anne-Dorte Krog.
Ifølge den beskrivelse, som skole- og kulturudvalget fik i går, fungerer klasserne på Sønderbroskolen imidlertid rigtigt godt. Og derfor understreger rådmanden også, at planerne ikke skal ses som en trussel.
- Udvalget har bedt forvaltningen om at arbejde videre med begrebet profilskoler. Både i forhold til hvad det vil koste, og hvad de skal indeholde. For det er jo heller ikke gratis at indføre fire timers idræt mere om ugen, siger hun.
Ifølge rådmanden er Aalborg allerede kendt som en kommune med stor fokus på idræt og sundhed. Men på sigt er det også muligt, at skoler kan profilere sig på andre områder - for eksempel i forhold til kunst eller musik.
- Hvor mange skoler, der bliver tale om, er heller ikke afgjort endnu. I forvejen har vi jo ti skoler med idræts-DUSer, men det skal også være noget, skolerne selv brænder for og har lyst til, siger Anne-Dorte Krog.
Af hensyn til det økonomiske aspekt, mener hun ikke, det er realistisk at etablere de ny profilskoler, før efterårets budget-forhandlinger. Men oplægget omkring placeringen af idrætsklasserne og de ny 10. klassecentre skal alligevel være færdigt, så byrådet kan træffe sin beslutning inden sommerferien.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
36