Udvalg søger om penge til undersøgelse af elektrisk hurtigrute.
Nok lader foråret vente på sig, men det har to politiske udvalg valgt at se stort på ved at så et frø, der måske om en halv snes år vil folde sig ud som en eldrevet letbane for centrum af Aalborg og ud til det kommende storsygehus i Aalborg øst.
Udvalgene for teknik- og miljø og sundhed- og bæredygtig udvikling har sammen med Nordjyllands Trafikselskab søgt transportministeriet om to millioner kroner til blandt andet at undersøge grundlaget for en letbane i Aalborg.
Langvarig proces
Rådmand Thomas Kastrup-Larsen (S) understreger, at en letbane uanset svaret fra ministeriet ikke vil være umiddelbart forestående.
- Fra København og Aarhus ved vi, at den slags tager rigtig lang tid, men derfor er det også vigtigt, at vi får frøet lagt, så vi kan få lavet et beslutningsgrundlag, siger Kastrup-Larsen, der har grundlag for optimisme med hensyn til at forvente ministeriel opbakning til den ønskede undersøgelse.
Fælles forståelse
- Ansøgningen udspringer af et møde som Mariann Nørgaard (V), (teknik- og miljørådmand, red.) holdt med transportminister Hans Christian Schmidt (V) om en række trafikale forhold i Aalborg, herunder spørgsmålet om en letbane, og på det punkt nåede de to frem til en fælles forståelse af, at Aalborg Kommune skal fremsende en ansøgning med henblik på at få lavet en sådan forundersøgelse, siger Kastrup-Larsen.
Ifølge dagsordenen for næste møde i SBU har transportministeren givet udtryk for, at han vil se positivt på en ansøgning om undersøgelse af letbane i Aalborg.
Med en letbane vil passagerer på et kvarter kunne komme fra centrum til sygehuset i Aalborg Øst. En tur der på visse tidspunkter i dag kan tage en halv time - uanset om det foregår i bus eller bil.
- Vi oplever i disse år en voldsom udvikling i trafikmængden og stigende problemer med at få blandt andet den kollektive trafik frem. Med et hurtigt kollektivt alternativ vil vi få flere til at vælge bilen fra til fordel for den kollektive løsning, siger Thomas Kastrup-Larsen, der tilføjer, at det er Folketingets målsætning, at den fremtidige stigning i trafikken skal klares med kollektive trafiksystemer.
Busbane i første omgang
Letbanen skal i givet fald løbe på strækningen, hvor der er konkrete planer for en busbane, det vil sige en vejstrækning udelukkende forbeholdt buskørsel.
Busbanens første etape af denne, som skal gå fra Sohngaardsholmsvej til storsygehuset, skal efter planen være klar til at blive taget i brug ved udgangen af marts 2012. Budgettet for etapen er på godt 60 millioner kroner, hvoraf en væsentlig andel skal bruges på en tunnel under motorvejen lige syd for Gigantium.
Under motorvejen
- Denne underføring vil i givet fald blive genbrugt til letbanen, så investeringen er ikke spild af penge, siger Thomas Kastrup-Larsen, der om økonomien i et eventuelt letbaneprojekt siger, at det vil blive langt dyrere end busbanen.
Den forestående undersøgelse vil koste fire millioner kroner, hvoraf staten forventes at betale de to. Nordjyllands Trafikselskab har meddelt, at man herfra vil bidrage med 50 procent af det lokale bidrag, hvilket efterlader en regning til Aalborg Kommune på en million kroner.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
29