porseguld: Thisteds guldøl med porse er en ganske unik øl, som fører øllets historie helt tilbage til dengang, før humlen tog over, og som bitterstof både konserverede og gav øllet smag
Nu vil vi til at kloge os som smagsdommere, så nu skal I bare høre ...
Der sad engang fire mand og fem bajere på en kulturredaktion, tre gammeldags Porse Guld, du ved dem med imiteret gotisk skrift, guldpapir om halsen, og så to af de nye smarte halvliters flasker, den som hedder 1/Porse og ifølge sædvanligvis pålidelig kilde er tilsat mindst fem gange så meget porse.
Nu skulle der smages, for ikke alene er Thisted Bryghus, etableret i 1899, Danmarks nordligste beliggende større kommercielle bryghus, de er såmænd også kendt for at brygge godt ikke monopoliseret øl.
Herunder Porse Guld, der som eneste danske øl er medtaget og fundet værdig til optagelse i EUs fortegnelse over bevaringsværdige egnsretter og specialiteter.
Omhyggeligt blev den almindelige flaskeøl, og 1'eren hældt op i hvert sit glas, og så var det tid at kloge sig.
- Flaskeøllet giver minder om den allerførste øl, jeg drak, på grund af den høje bitterhed. Det er en øl, der får mig til at føle som en 14 årig. Halvliters øllet er mere elegant, men den har ikke hår på nosserne som den gamle porse.
- Snuse, snuse og snuse og snak om at den ene er mere gylden end den anden. Den store er faktisk mere gylden ... men hvorfor drikker vi det ikke bare!
- Den gamle porseguld fylder mere, der er mere guldølfornemmelse, den klistrer og hænger som tunge gardiner i ganen.
- Men halvliters-øllet er elegant, lettere, og det er sådan én du godt kan sætte på bordet, mens den gamle Porse Guld er mere bænkeøl.
Faktisk blev den første Porse Guld lanceret i maj 1984 efter syv års eksperimenter fra Thisteds daværende brygmester Peter Klemmensen. Tidligere kendte ølbryggere ikke til humle herhjemme. Det kom første med munkene og blev først almindeligt omkring det 13. århundrede.
Og porsen bliver indsamlet af bryghusets medarbejdere, der fire gange årligt drager på porsepluknings-skovtur. Kun kontor og lager holder åbent, når porsen skal i hus. Det skulle der efter sigende ikke være nogen, der har noget imod. På nær dem der sidder på kontor og lager.
Porse Guld er på den måde i dag den eneste danske øl, som bruger porse i stedet for og til delvis erstatning af humle. Og siden 2007 har porseguldet også været mulig at få på dåse.
- Men prøv lige at smage efter i halvliters udgaven, den er langt mere intens i porsesmagen. Jeg tror simpelthen, der er mere porse i, og når vi synes, at den gamle Porse Guld smager af mere, er det fordi, at der her er mere humle til at give bitterhed.
Nu bliver der igen smagt og drukket og sniffet til øllet, og vi ender med følgende konklusion:
Begge øl er dejlige og unikke på hver deres måde og med sine 5,8 procent, skulle det faktisk være muligt at føre bil også kortvarigt efter indtagelse af en halvliter.
Men skulle vi dele øllet op efter køn, må den gamle pilsnerflaske klart havne i kategorien mandeøl, mens den nye Porse 1 mere er dameøl. Tør elegant og med længerevarende fin porseeftersmag, ikke ganske ulig de første spæde nyudsprunge blade på moseporse, og derfor ikke så gennemtrængende tung som den originale førsteudgave af Porse Guld.
Og et hurtigt opslag på bryggeriets hjemmeside bekræfter da også, at der er meget mere porse (5,71 gange mere) i halvliters udgaven, som vi derfor formoder er blevet reduceret i humleintensitet for at give porsen plads.
Hvad kan du bruge sådan en øl til i madsammenhæng?
Udover at gå glimrende til en hjemmelavet fiskefrikadelle, stegt flæsk eller en god pandestegt rødspætte, kunne du sagtens hælde sådan en halv Porse ned i gryden til en oksebov med gulerødder, selleri og andet godt og eventuelt forstærke med en nyplukket porsegren. Og så en god kartoffel til, når du har kogt væden let ind med god fløde.
Den anden halve drikker du selv.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
24