AALBORG: - Danske feltpræster i Afghanistan skal ikke fremsætte kampråb, lave sejrstegn med fingrene og slå sig på brystet, når de velsigner soldaterne, før de skal ud på en mission.
Biskop i Aalborg Stift, Henning Toft Bro, tager klart afstand fra nogle præsters velsignelses-ritualer i soldater-lejren i det krigshærgede land.
Der er således kommet fokus på den lidt specielle velsignelse, efter at en menig soldat nu er stået frem og har gjort offentligheden opmærksom på ritualet.
Den menige har selv oplevet, at en præst efter velsignelsen har fremsat kampråb kombineret med sejrstegn og slåen sig for brystet.
Blander krig og kristendom
Soldaten er personligt selv af den opfattelse, at man på den måde blander krig og kristendom sammen på en upassende måde, og derfor tager han afstand fra det.
Præcis den samme holdning har altså også Aalborg Stifts biskop.
- Alle kan have brug for Guds velsignelse, og det har de danske soldater i Afghanistan naturligvis også.
- Men her blander man to ting sammen, og det er ikke heldigt.
Henning Toft Bro understreger kraftigt, at præsten ikke er i Afghanistan som soldat - men derimod som præst og sjælesørger.
- Ligesom soldaten er der som soldat - og ikke som præst.
Skal holde sig til ritualerne
- Jeg har jo selv i mine 27 år som præst givet velsignelse til mange mennesker, men det skal ske inden for de ritualer, som vi nu engang har og arbejder efter i den danske folkekirke, siger biskoppen.
- Og kampråb hører afgjort ikke til ved en velsignelse, fastslår han.
Ifølge Aalborg-biskoppen er den øverst ansvarlige for de danske feltpræster biskoppen i København, Peter Skov Jacobsen.
- Den her sag er et kirkeligt anliggende, og det må være op til Peter Skov Jacobsen at vurdere og håndtere den, mener Henning Toft Bro.
- Helt grundliggende skal præsterne holde sig til de ritualer, der findes, og det er vi forpligtede til som præster, tilføjer han.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
19