NORDJYLLAND: Efter NORDJYSKE's omtale gennem de seneste uger har Steen Herlev Larsen gennemlyttet lydfilerne fra en række opkald til 112, som har givet kritik.
Her er hans kommentar til nogle af dem:
{ Kvinde rammes af en hjerneblødning på vagtlægecentralen i Frederikshavn. 112 vil ikke sende ambulance, før man får opgivet det præcise husnummer i Vestergade:
- Nummeret, der blev ringet fra, stammede ifølge vores system fra en adresse i Aarhus.
Det skyldes, at Region Nordjylland benytter IP-telefoni, og man havde ikke sikret sig, at udbyderen angav, hvilken lokalitet den enkelte telefon fandtes på. Det har regionen nu lovet at gøre noget ved.
Da dén fejl var afklaret, søgte operatøren i vores system efter "Lægevagten Frederikshavn" og fik et gadenavn, der ikke var det samme, som lægen angav.
Region Nordjylland har efterfølgende sendt os en liste over lægevagtens adresser, og her kan jeg se, at den adresse, vi havde - og som operatøren sendte ambulancen til - var den korrekte. Lægevagten lå ikke i den gade, lægen angav i telefonen. Så i dette tilfælde gjorde operatøren det helt rigtige.
{ En mand falder om med hjerteproblemer ved Gåsepigen i Aalborg. Opkaldet til 112 ender i en længere diskussion om husnumre til trods for, at enhver Falck-redder i Nordjylland ved, hvor Gåsepigen er:
- Nu er jeg altså ikke sikker på, at alle reddere i Nordjylland ved, hvor Gåsepigen er.
Men rent faktisk findes "Gåsepigen" i vores system. Det gjorde den også før denne episode.
Så havde operatøren søgt på "Gåsepigen", havde han fået den præcise adresse, og det var en fejl, at han ikke straks gjorde det.
{ En mand får hjertestop i et motionscenter. En anden mand prøver at tilkalde hjælp, men operatøren vil ikke nøjes med adressen "Jetsmarkhallen i Pandrup":
- På avisens beskrivelse lyder det, som om der gik meget længe, før adressen blev fremskaffet.
Men når jeg lytter til filen, går der kun nogle få sekunder - det lyder, som om anmelderen vender sig rundt og spørger ud i rummet og straks får adressen.
Så jeg synes, det virker som en sag, hvor den megen omtale af denne problemstilling måske har fået andre til at reagere lidt voldsommere, end omstændighederne i det konkrete tilfælde gav grund til.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
7