Et hold på fire elever fra Aalborg Handelsgymnasium i Turøgade har netop vundet den landsdækkende iværksætterkonkurrence Young Enterprise.
Bag virksomheden Feel Safe Solution står eleverne Mikkel Golding Faaborg, Kristiane Lyrhøj, Simone Grønborg Hierzmann og Maria Munksø Bentsen, oplyser lektor Susanne Madsen fra Aalborg Handelsgymnasium.
De har udviklet et intelligent trackingsystem til kufferter, som automatisk kan registrere, hvis en kuffert bliver væk i en lufthavn.
Med førstepladsen sikrer Feel Safe Solution sig en billet til den internationale konkurrence, der holdes i Zürich sidst i marts.
Her skal de dyste mod andre europæiske elevvirksomheder.
Idéen bag det intelligente trackingsystem har eleverne selv fundet på, da de flere gange selv har oplevet at miste en kuffert på en rejse.
Eleverne har arbejdet på deres forretningsidé siden efteråret 2011.
For at komme i betragtning til Young Enterprises nationale iværksættermesse har eleverne skullet kvalificere sig i en regional konkurrence, og her gik de videre sammen med 35 andre iværksættervirksomheder fra Nordjylland - heraf 17 virksomheder alene fra Aalborg Handelsgymnasium.
Flid betalte sig
Men kvalifikationen stoppede ikke arbejdet.
De fortsatte med at udvikle forretningskonceptet, og deres flid betalte sig altså.
Arbejdet resulterede i ørstepladsen i kategorien "CP Bizz-mart".
Her blev iværksætterne bedømt ud fra kriterierne idé og produkt, markedsføring, produktudvikling, strategi og økonomi.
De fire elever går alle på en international studieretning, som de har suppleret med iværksætteri og innovation. Her har de deltaget i et specielt Young Enterprise-forløb, hvor fokus er lagt på at opstarte egen virksomhed, produktudvikle, lave strategiplaner og forretningsanalyser.
- Vi oplever ofte, at vores elever har rigtig mange gode idéer, og ved at gennemgå dette undervisningsforløb får de et realistisk billede af, hvad det kræver at starte egen virksomhed, siger Susanne Madsen.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
45