nyvalg: Den hårdt kritiserede Håkan Juholt har trukket sig efter blot 10 måneder som formand
Oskarshamn: Efter kun 10 måneder på posten smed de svenske socialdemokraters leder, Håkan Juholt, håndklædet i ringen og træder tilbage efter lang tids kritik.
Det meddelte han på et pressemøde i sin hjemby Oskarshamn lørdag eftermiddag.
- Jeg træder tilbage med øjeblikkelig virkning. Jeg vil ikke stå i vejen for den nystart, som partiet har brug for. Jeg giver min støtte til en kommende formand, som kan samle alle dele af Socialdemokraterna. Det har Sverige behov for, sagde Håkan Juholt.
Han begrundede sin afgang med, at han ikke har været i stand til at genrejse Socialdemokraterna og skaffe partiet fremgang i meningsmålinger.
Socialdemokraterna står til kun 25 procent af stemmerne og er langt efter det konservative regeringsparti Moderaterna.
Juholt egen popularitet var også styrtdykket, og han haltede lagt efter statsminister Fredrik Reinfeldt.
Håkan Juholt afløste Mona Sahlin som formand i marts i fjor, efter at hun og socialdemokraterne havde fået et usselt riksdagsvalg i september i 2010. Her fik partiet sin laveste tilslutning i næsten 100 år med kun cirka 30 procent af vælgerne bag sig.
I de første måneder som formand fik Juholt stor opbakning. Men hen over sommeren og i efteråret begik han adskillige politiske fodfejl, og han kom på kant med både partikammerater og fagforeninger.
Sjusk og brudte løfter
Han sjuskede med kørselsafregninger til Riksdagen og brød løfter om øget understøttelse til arbejdsløse, hvis han kom til magten. Det førte til kritik fra mange i det socialdemokratiske bagland.
Juholts afgang var ventet efter et møde i partiets forretningsudvalg torsdag og fredag. Her stod det klart, at brede dele af partiets lokale formænd ikke længere havde tillid til ham.
Der er ikke nogen åbenbar kandidat til ny formand for sosserne, som Socialdemokraterna kaldes i folkemunde. Partiet har længe været delt mellem traditionalister og fornyere, der er mere åbne for markedsøkonomiske løsninger.
Partiets næstformand, Carin Jämtin, overtager formandsposten i en overgangsperiode, indtil en ny formand er valgt./ritzau/
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
2