LOVLIG/ULOVLIG: I den slovenske filosof Slavoj ?i?eks bog Violence refererer han et svar fra en amerikansk politiker i 1920?erne under forbudstiden, der bliver spurgt: ?Støtter du forbuddet imod vin??.

Politikeren svarer: ?Hvis du med vin mener den forfærdelige drik, der har ruineret tusindvis af familier, gjort ægtemænd til skvat, der banker deres koner og misrøgter deres børn, da er jeg fuldstændig tilhænger af et forbud. Hvis du med vin mener den noble drik med en vidunderlig smag, der gør ethvert måltid til en nydelse, da er jeg modstander af et forbud.?

På samme måde er det med vold. De fleste er imod vold, som det der dræber og lemlæster uskyldige ? men tilhængere af den vold, der redder nationen, bremser forbryderen, stopper et folkemord, udrydder terrorismen.

Det demonstrerer voldens paradoks. Vi er alle ? med ganske få undtagelser ? tilhængere af vold i en eller anden konkret sammenhæng eller imod en eller anden fare, samtidig med at vi ikke kan forstå os selv som voldelige. Der er dybt i vores moralsystem og formodentlig også biologiske instinkt en uvilje imod vold, en tilbøjelighed til at sætte moral og vold op som hinandens modsætninger.

Alligevel kan vi sagtens forestille os situationer, måske som den Anne Sophie Hedvig befandt sig i, da hun besluttede at dræbe den despotiske Fru Møller, hvor mord er den moralske handling.

I Marquis de Sades ?Den nye Justine? står et sted: ?Lige så snart vi begik en ugerning, begyndte vi at legitimere den?. Det er ikke unikt for Sades sadister men for enhver voldsudøver. Volden skal legitimeres. Anne Sophie bliver nødt til at fortælle sin historie og begrunde sit grusomme valg. Volden skal forklares, måske bortforklares, men den kan ikke stå ubeskrevet fra voldsudøverens side. Voldens stemme følger derfor volden tæt. Op igennem historien har der udviklet sig utallige religiøse, politiske, filosofiske og litterære begrundelser for ?den gode vold?, og der kan identificeres en række idealtypiske karakteristika for den retmæssige vold ? såsom kun lige akkurat den nødvendige mængde vold, volden som sidste udvej, volden som forsvar, volden som midlet imod det endnu værre.

Da en yderligtgående jøde Yigal Amir havde myrdet den israelske premierminister Yitzhak Rabin i november 1995 forsøgte rabbiner Yehuda Amital at forklare Amirs udåd: ?Hvis du er sikker på, at et nyt holocaust er på vej, da kan du komme til den konklusion, at mord er nødvendigt for at stoppe det.?Denne ene voldshandling, dette ene moralske mord, for at forhindre et altomfattende massemord.

Amitals forsvar trækker på den klassiske tyranmordstradition. Tyranmordet er sammen med doktrinen om retfærdig krig (og det mere diffuse selvforsvarsargument) den væsentligste tradition for retfærdig vold i vestlig idéhistorie. I den græske og romerske antik blev tyranmordet ofte hyldet som en borgerpligt. Tyranmordet tjener både som advarsel til herskerne og som genoprettelse af overskridelser. Tyranmordet er drabet på en tyran på vegne af det fælles bedste, og dens legitimering følger af en forestilling om en naturlig og retfærdig orden krænket af ?tyrannen?. Tyranmordet har derfor en restaurativ funktion og er basalt set en konservativ institution. Formålet er at genoprette de etablerede værdier, ikke skabe en ny social organisering. Tyranmorderens værdier skal afspejle samfundets værdier, ganske som tyrannens værdier afspejler det modsatte.

I tyranmordet er den angrebne subjektivt skyldig i angribernes øjne på grund af konkrete handlinger ? vedkommende har forbrudt sig imod almen retfærdighed, guds love, regler for arvefølge eller andet ? hvorimod den angrebne skyldige i terrorismen er objektivt skyldig på grund af position snarere end handling. Vedkommende er her repræsentant for det system, der egentlig skal rammes. I sidste instans ? om end angrebet oftest legitimeres ved personens handlinger ? så er angrebets mål ikke personen, men det system vedkommende repræsenterer. At være repræsentant for et system ? og derfor under angreb ? antyder, at man ikke er ondets rod men dets symbol, hvorimod man i tyranmordsdoktrinen netop er det, der gør systemet ondt. Tyranmorderen dræber en person, der korrumperer et system eller samfund, hvorimod terroristen angriber det system eller samfund, der allerede har korrumperet alle, herunder ?tyrannen?.

Tyranmordet kræver altså i modsætning til terrorismen en identificerbar person, en tyran, despot, diktator, en direkte og personligt skyldig aktør. Derfor mister tyranmordstraditionen sin placering i den europæiske bevidsthed, efterhånden som samfundene bliver mere komplekse og kongen skiftes ud med ministre og embedsmænd. Magten bliver apersonlig og bureaukratisk. Systemet er måske despotisk, men det er svært at holde en enkeltperson ansvarlig og at tro, at mordet på ham (eller sjældnere hende) vil løse problemet og sikre friheden.

Forestillingen forbliver dog alligevel aktiv som forestilling og praksis, f.eks. som snigmordet på udenlandske regeringsledere, som attentatforsøget på Hitler den 20. juli 1944 (og mordet på Rabin), men kan ikke længere tjene som primær legitimering, idet mordet på tyrannen ikke længere kan siges at indløse tyranmordets formål om retfærdighed. Tyranmordstraditionen forbliver vigtig, idet den stiller spørgsmålet om, hvor langt vi moralsk kan gå for at forhindre et større onde, og fordi den tvinger os til at reflektere over muligheden for, at vold kan tjene moralske formål.

At det kan være svært at stille spørgsmålstegn ved vores samfunds modstilling af vold og moral blev demonstreret i mini-format den 17. april 2008, hvor den da stadig eksisterende Nyhedsavisen forsøgte at skabe en politisk skandale omkring nogle udtalelser fra Forfatterskolens rektor, Hans Otto Jørgensen, der forklarede eller måske endda undskyldte urolighederne i forbindelse med kampen for et nyt ungdomshus. Politikerne stillede sig forudsigeligt op på række for at fordømme udtalelserne.

På trods af denne ikke-skandale samt Nyhedsavisen og politikernes automat-forargelse, så fremkom der to meget interessante udsagn fra henholdsvis Forfatterskolens rektor samt daværende justitsminister Lene Espersen, der siger meget om den svære debat om vold versus ikke-vold samt hele spørgsmålet om, hvad der overhovedet skal tælle som vold.

Hans Otto Jørgensen sagde: ?Bilafbrændingerne er ikke vold. Det går jo ikke ud over nogen. Der er ingen personskade ved det, men der er til gengæld masser af personskader ved forureningen fra biler. Dét er virkelig afskyeligt. Hvorfor kalder man ikke det for vold?? Lene Espersen svarede: ?Det er meget betænkeligt, at sådan en person sidder dom leder af en uddannelse, når han har så forkvaklet et syn. Han retfærdiggør jo vold som et redskab til at nå sine mål. Det kan aldrig komme på tale i en retsstat.?

Lene Espersen var dengang som justitsminister ansvarlig for statens indre voldsapparat i politiet. Det er det måske mest legitime system for voldsudøvelse ? og som oftest forholdsvist fredeligt ? men et voldsapparat er det, og det anvender netop vold ?som et redskab til at nå sine mål? hvilket er et fredeligt samfund. Det interessante her er, at Lene Espersen kan hævde, at retmæssig vold ?aldrig kan komme på tale i en retsstat?. Lad ligge at hun er med i en regering, der har ført en ikke-FN sanktioneret angrebskrig i Irak og at hun som justitsminister lukkede øjnene for en de facto udlicitering af vold i form af udvisning af folk til torturstater, mere markant er denne blindhed overfor den etablerede, demokratiske retsstats vold som vold.

Når ikke al vold er ulovlig, når noget vold betragtes som lovlig og legitim, bliver det vigtigt at spørge til forudsætningerne for at skelne mellem legitim og illegitim vold snarere end blot ukritisk at acceptere statens, magtens eller andres syn på sin egen vold som noget andet end vold og de andres vold som helt igennem uforsvarlig.

I den forstand er Hans Otto Jørgensens kommentar vigtigere end Lene Espersens, da den kan tjene til at diskutere, hvad vold er, og hvilken vold vi er tilhænger af, hvorimod justitsministerens kommentar tjener til at skjule hele den ene side af voldens ligning. Med Hans Otto Jørgensens kommentar og med Kjeld Abells skuespil kan vi holde spørgsmålet om voldens moralitet åben og undgå at henfalde til den selvforherligende og falske forestilling, at vold er det, de andre gør, mens vi er moralske, fordi vi ikke bruger vold.

Mikkel Thorup har skrevet indlægget i forbindelse med Aalborg Teaters opførelse af stykket ?Anna Sophie Hedvig?.

Print artikel

Visninger: 15