Huset er formentlig fra 1500-tallet og trænger i dag til en omfattende renovering, før det kan bruges. Arkivfoto: Bent Jakobsen
Voergaard Slot skal bruge midler fra Realdania Fonden til at renovere det gamle tinghus ved slottet
Det gamle bindingsværkshus stod egentlig til at blive revet ned. Det er faldefærdigt efter mange år uden videre renovering. Men nu går tinghuset ved Voergaard Slot en lysere fremtid i møde. Der er udsigt til 1,5 millioner kroner fra Realdania Fonden. Penge der skal bruges til en totalrenovering af huset. Målet er, at foreningen Voergaards Levende Historie kan bruge huset i forbindelse med Middelalderdagene og indrette kaffestue, hvor de besøgende på slottet i højsæsonen kan tage et hvil.
Realdania Fonden har afsat en pulje på 65 millioner kroner, som skal gå til at skabe nyt liv på en række af landets herregårde. Voergaard er blandt de 10, der er lovet penge. Godsforvalter Hans Jørgen Kaptain oplyser, at slottet stadig forhandler med fonden, men de har fået tilsagn om støtte på 1,5 millioner kroner.
Foreningen bag Middelalderdagene har i dag råderet over det gamle tinghus. Men det er efter mange år som garage og hønsehus i så dårlig stand, at det ikke reelt kan bruges. Husets har kun været brugt til opbevaring og backstage i forbindelse med levendegørelserne.
- Hvis der ikke var sket noget inden for et års tid, så skulle det rives ned. Huset er faldefærdigt, og man hade egentlig opgivet at renovere det, fortæller Runa Christensen fra foreningen.
Men nu er der endelig mulighed for at give huset nyt stråtag og sikre fundamentet, der er i så dårlig stand, at huset i dag er begyndt at synke.
Det røde stråtækt hus har i sin tid været hjemsted for et birketing - hvilket kan beskrives som datidens byret. Retten kunne fælde dom over de fæstebønder, der boede på Voergaards jorde. Når huset bliver renoveret, skal der i den ene ende genskabes den gamle tingsal. Det skal samtidig bruges som kaffestue for besøgende. Husets anden ende skal laves til en smedje, da huset også på et tidspunkt har været hjemsted for smeden. I slutningen af 1800-tallet var der både karetmager, smed og beboelse i huset.
Huset er ikke fredet, og der er derfor ingen restriktioner i forhold til, hvordan det renoveres. Men planen er, at det fortsat skal fremstå i den oprindelige stil. Der bliver dog tilføjet visse moderne bekvemmeligheder. Runa Christensen fortæller, at midt i huset skal der indrettes et moderne køkken samt et handicaptoilet. Begge dele naturligvis bygget op med stenmure, der skjuler det moderne ved første øjekast. Der er desuden planer om at installere rampe ved bagdøren, så det er muligt at besøge tinghuset i kørestol. Voergaards Levende Historie vil i fremtiden også kunne bruge huset som mødelokale
Hans Jørgen Kaptain tror, at samarbejdet med den lokale forening har været afgørende for, at Voergaard har fået penge fra Realdania til at forskønne det gamle, nedslidte hus.
- Det vil gøre stedet mere tilgængeligt for lokalbefolkningen, fordi de kan bruge tinghuset. Realdania synes, det er et spændende samarbejde med lokale, siger Hans Jørgen Kaptain.
Han forventer, at arbejdet for alvor kan gå i gang til foråret.
Tinghuset er formentlig landets eneste bevarede birketing ved en gammel landlig birk, der er betegnelsen for et retsområdet under et gods.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.