For at vide, hvad man realistisk skal forlange, må man først vide, hvad andre får for samme arbejde, og det snakkes der ikke om

I 2001 blev det ved lov fastslået, at alle har lov til at tale åbent om deres egen løn. Nu syv år senere er lønnen dog stadig et tabuemne på mange arbejdspladser, hvor man hellere taler om sit sexliv, sygdomme eller toiletbesøg end at komme ind på kroner og øre på lønsedlen.

Men hvorfor er det sådan? Og hvad betyder det for størrelsen på vores løn?

- Der er mange grunde til, at lønnen fortsat er tabu. Lønnen er jo et udtryk for ens værdi, så man kan være bekymret for, at man for får lidt, og at det så vil blive opfattet, som om man ikke er god til sit arbejde. Man kan også være flov over at få en god løn. Måske synes de andre, at man får for meget. Måske tænker de: Det har han eller hun ikke fortjent, siger Sanne Udsen, som er økonom, forfatter og tidligere formand for DJØF-privat.

- Det må man sige til arbejdsgivernes "ros": det er mange steder lykkedes dem at få skabt den stemning af, at løn ikke er noget man taler om. Det er der kun én, der kan vinde ved, og det er arbejdsgiver, for han sidder inde med alle tallene og kan lynhurtigt afkode, om du kender det rigtige lønniveau, supplerer Solveig Schmidt, der selv har arbejdet flere år som forhandler, holdt kurser i forhandlingsteknik og sidste år udgav en bog med praktiske råd til at komme over lønforhandlingens typiske barrierer.

Vigtig snak om lønnen

Sanne Udsen mener dog ikke, at det altid er i arbejdsgivers interesse, at der eksisterer tabuer eller lukkethed om lønnen.

- Hvis man har et lønsystem, som er uigennemskueligt og præget af tilfældigheder er der en fordel ved at lønnen er hemmelig. Hvis man ikke kan forklare de enkelte ansattes løn for de andre, så er det selvfølgelig ikke sjovt at få stillet spørgsmål. Men hvis man ønsker at bruge lønnen aktivt som et ledelsesinstrument, er det ikke en fordel. Man kan jo ikke bruge guleroden, hvis man ikke kan vise den frem. Hvis man har et lønsystem med tillæg for forskellige ting, som alle kan forstå, er der altså grund til, at det er hemmeligt, mener Sanne Udsen.

- Det er vigtigt at snakke om lønnen, og hvis det er et sted, hvor arbejdsgiveren ikke bryder sig om det, behøver det jo ikke foregå i en tætpakket frokoststue. Begynd med at tale om det to og to. Måske gøre en aften ud af det med rødvin og hygge, hvor man kan dele erfaringer. Hvis du ikke ved, hvad de andre får, så ved du heller ikke, hvad du realistisk kan forlange, siger Solveig Schmidt.

Uigennemskuelig

- Der er sket to ting med lønnen de senere år. Det ene er, at der er flere frynsegoder i spil i det hele taget, men samtidig er de blevet demokratiseret. Med de fleksible lønpakker kan man vælge mellem mange måder at sammensætte sin løn på, hvor de enkelte goder tidligere typisk hørte sammen med en bestemt stilling. Nu skal man i højere grad betale for det selv, og det oplever de fleste som en fordel, men det betyder, at man også skal arbejde mere for at være klædt på til en lønforhandling. Det er simpelthen blevet sværere at sammenligne sig, siger Sanne Udsen.

- Det kom jo også meget tidligt frem i foråret, hvor finansministeriet havde regnet lønnen ud for blandt andet politifolk, som slet ikke kunne genkende finansministerens tal på deres lønsedler. Finansministeriet tog nemlig det hele med, f.eks. indbetaling til pension. Selvfølgelig ved politifolkene godt, at de har en pension, men de ved ikke, hvad den er værd omregnet i penge. Og da man ikke ved, hvor længe man lever, er det også svært at regne om for den enkelte.

Solveig Schmidt er enig:

- Løn er mere end den konkrete løn, det er også ferie, pension, arbejdstidsbestemmelser. De færreste har en idé om, hvilke ting arbejdsgiveren egentlig betaler. Man skal lave det samme forarbejde som fagforeningerne, man skal vide, hvor meget en ekstra feriedag er værd i kroner og ører, hvad en sundhedsforsikring koster, eller hvad en procent mere i pension svarer til, men det er altså ikke umuligt, vurderer Solveig Schmidt.

Begge understreger de, at mange af de her regneøvelser optræder i de officielle lønstatistikker.

- Det er en af grundene til, at det betaler sig at være organiseret i dag. Med lønstatistikkerne kan man få ordentlig information om, hvad man skal have, og hvilke former for fryns, der findes i ens fag. Det er jo kommet ind i alle mulige fag, som for få år siden ikke havde det, siger Solveig Schmidt.

Men er det så nemmere at komme igennem med krav om personalegoder end selve lønnen?

Brancher forskellige

- Det kan man ikke sige noget om generelt, siger Sanne Udsen.

- Der kan være bestemte regler, som gør, at de forskellige elementer ligger fast. En husaftale om x procent i pension. Men det kan også være lige omvendt. Man kan have en chef, der har stærke følelser overfor at give sine ansatte frynsegoder. Disse ting skal man så vidt muligt vide på forhånd, og så er det vigtigt, at man ikke låser sig fast på én bestemt måde. Hvis man ikke kan få mere i løn, kan man måske få en ekstra fridag, siger Sanne Udsen, som husker et tilfælde med en kvinde, der gerne ville have mere i løn, men ikke kunne få det.

- "Så vil jeg i hvert fald have en uges ferie mere", sagde hun. Og det fik hun faktisk. Det er ikke altid, at arbejdsgiver kan give det, du vil. Derfor skal du have en prioriteret ønskeliste i sit hoved. Du kan godt skrive det ned, men husk ikke tage listen med ind til selve forhandlingen, understreger Sanne Udsen med et grin.

- Jeg har selv været ansat et sted, hvor arbejdsgiver skulle indberette alle ændringer i skalalønnen, men ikke i genetillæg, så dér kunne man forhandle sig til mere. "Hvis du ikke kan give mig det i løn, må du finde på noget andet", husker Solveig Schmidt, som dog understreger, at man ikke skal overraske sin chef med et krav.

- Nej, det er en dårlig idé at overrumple chefen under selve forhandlingen med noget, han bare slet ikke havde forestillet sig. Forventningen til resultatet, kan være meget afgørende for, hvordan resultatet rent faktisk bliver.

Og så er vi allerede langt inde i forhandlingerne, men det er langtfra alle ansatte, som når dertil.

Bange for at dumme sig

Hvis du ikke forhandler, får du i hvert fald ingenting

- Det er uhyggeligt mange, der ikke lønforhandler: HK-ansatte, dyrlæger, sygeplejersker. Når jeg holder kurser er det som regel under halvdelen, som rækker hånden op, når jeg spørger om det, fortæller Solveig Schmidt.

- Rigtig mange undlader at forhandle, fordi de er usikre på hvad, man kan kræve. Nogle har ikke lønstatistikker, og mange taler som sagt ikke med deres kolleger om løn, og så er det ikke til at vide, hvad der er rimeligt. For mange mennesker er det også ubehageligt at skulle sælge sig selv. Man er sårbar i situationen og har ikke lyst til at "dumme sig" og sige noget, der er helt hen vejret, siger Solveig Schmidt og fortæller, at dem, som faktisk tager sig sammen til at forhandle, først gør det med sig selv.

- De sidder ved køkkenbordet derhjemme og bliver i tvivl, og så taler de sig selv ret langt ned, og så er de allerede røget ud i noget, som de fleste ikke ved, er en fejl. Ved et forhandlingsbord arbejder man med tilfredshed. For begge parter. Rent psykologisk er begge parter nødt til at give noget, ellers er det ikke en god forhandling. Det er et kernepunkt i forhandlingsteknikken. Og hvis man så går ind med et lavt tal, som man ikke vil rykke på, for nu har man jo forhandlet det ned med sig selv hjemmefra, så er der ikke plads til at give modparten noget, siger Solveig Schmidt og understreger, at den gode forhandling er kendetegnet ved, at begge parter synes, resultatet er til at leve med. Det har ikke været en god forhandling, hvis den ene part går bandende derfra.

- Det er vigtigt at huske, da medarbejder og chef også skal kunne samarbejde efter forhandlingen, forklarer hun.

Er der noget at tabe ved at tage en lønforhandling med chefen - hvis nu resultatet bliver, at man ikke få noget ud af det?

- Hvis man ikke går ind, får man intet ekstra, og hvis man går ind og ikke får noget, er man på den måde ikke værre stillet, men det kan man alligevel godt være. Hvis det nu bliver en ubehagelig situation, så kan det koste på selvtilliden og i forholdet til chefen, erkender Sanne Udsen, men understreger, at det er en risiko, man skal løbe.

- Mit råd vil altid være, at du skal tage en lønforhandling. At lade være med at forhandle er den mest udbredte fejl overhovedet.

Solveig Schmidt vurderer, at der kan være en forskel på 2.000-15.000 kroner mellem dem, som forhandler løn, og dem som ikke gør - alt efter hvilken branche man er ansat i.