Sdr. Skovvej og Vossvej hvor to af Aalborgs dyreste huse ligger
Top 100 over landsdelens mest bekostelige villaer indeholder næsten kun ejendomme i Hasseris og Skagen. På et interaktivt kort kan du zoome ind og se, hvor husene ligger og hvad de koster. Du kan også se luftbilleder af husene ved at skifte til visingen "satellit". Men hvorfor klumper de dyre huse sig sådan sammen? Det giver professor Esben Munk Sørensen et bud på.
- Mennesker er tilbøjelige til at rykke sammen de steder, hvor der bor andre, som de gerne vil sammenlignes med. Derfor bliver der også en form for ghettodannelse over et sted som Hasseris.
Det siger professor Esben Munk Sørensen fra Institut for Samfundsudvikling og Planlægning på Aalborg Universitet, og tag ikke fejl. Han er vild med Hasseris og har selv boet i kvarteret:
- Det er landets smukkeste boligområde, hvor de fleste grundejere har overskud og veneration nok til at bevare deres huses arkitektoniske udtryk og detaljer. Desuden er det et område præget af social stabilitet, gode skoler og tryghed, og samtidig ligger det tæt ved byen, fremhæver han.
Klik på de røde pile for at se husenes beliggenhed, hvem ejeren er, hvad huset er vurderet til og købsprisen. Du kan zoome ind på de enkelte områder:
Gullaschbaroner
Som det fremgår af vores liste over de 100 dyreste huse i Nordjylland, ligger otte af dem i naturskønne områder andre steder i landsdelen, mens resten er klumpet sammen i Skagen og i Hasseris.
Helt afgørende for prisen på en villa er beliggenhed:
Men hvorfor er folk villige til at give flere millioner kroner mere for et hus på en villavej i Hasseris, end det samme hus ville koste i Gug, i Vejgård eller i Nørresundby? Og hvorfor er et sommerhus på en forblæst klitgrund i Gl. Skagen betydeligt dyrere end et tilsvarende hus på en tilsvarende grund ved Tversted?
Det vil Esben Munk Sørensen gerne give et bud på:
- Selviscenesættelsen er selvfølgelig vigtig. Hvis man har nogle drømme om, hvor og hvordan man gerne vil bo, så realiserer man dem, hvis muligheden byder sig.
- Det ser man også i de nye områder på Hasseris Enge, hvor dem, man lidt ironisk kan kalde for vores tids gullaschbaroner, og som enhver tidsalder har sine eksempler på, nu sætter deres præg. Der er kælet for mange af ejendommene og lagt stor energi i udformningen, men man kan godt diskutere hvor heldig sammensætningen er.
Hvad angår Hasseris lægger Esben Munk Sørensen vægt på, at det i tide lykkedes at stoppe det, han kalder udstykningen af forhaver:
Klik på de røde pile for at se husenes beliggenhed, hvem ejeren er, hvad huset er vurderet til og købsprisen. Du kan zoome ind på de enkelte områder:
Arkitektonisk massakre
- Store huse kræver store grunde, og derfor var det vigtigt for området, at tendensen til at tjene penge på yderligere udstykning af grundene blev standset. Det har været med til at bevare områdets naturlige identitet, mens der eksempelvis er sket en arkitektonisk massakre i Vejgaard, hvor husenes oprindelige tagbelægning i alt for mange tilfælde er skiftet ud med bølgeeternit.
Problem i Skagen
Ifølge Esben Munk Sørensen har Skagen mange af de samme fordelene som Hasseris:
- Først og fremmest er der pænt i Skagen. Det oprindelige arkitektoniske udtryk er bevaret, mens der i en række andre kystbyer som for eksempel Blokhus er sket en tivolisering, som dog også er tæt på i Skagen især i den såkaldte "Hellerup-uge", med henvisning til, at de fleste af de sjællandske husejere er på plads i Skagen i uge 29.
- Der er jo placeret masser af ledig friværdi i Skagen, selv om ejerkredsen bestemt ikke kun er fra whiskybæltet.
- At Skagen så har et regulært problem med, at man officielt vil bevare byen som helårsbebyggelse, og alligevel accepterer, at den faktiske udvikling går i den modsatte retning, er noget helt andet.
- Men den store interesse er der jo, og det er klart, at en sælger af et lille fiskerhus udstykker det i to lejligheder, hvis han kan komme af sted med det, fordi han så kan indkassere seks millioner i stedet for fire millioner, påpeger Esben Munk Sørensen.
Se Top 100-listen her
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.