Jonna Fals (t.v.) fortsætter med sin kattepension, når internatet for herreløse katte lukker på mandag. Arkivfoto: Bente Poder
22 katte flyttes på mandag fra internatet Bæklund mellem Astrup og Hjørring til Kattens Værn i Aalborg, med mindre internatleder Jonna Fals når at finde nye hjem til kattene inden da.
Hun fortæller, at et sted mellem 3000 og 4000 mennesker har skrevet under på protester mod lukning af internatet i Hjørring, men det har ikke rokket ved beslutningen.
- Tværtimod har Kattens Værn besluttet, at alle kattene herude skal flyttes til Aalborg mandag 29. september. Det er en måned før tid, og det er vi meget kede af. Vi holder derfor åbent hus to dage i denne uge, lørdag og søndag fra kl. 13-16, og håber, at vi kan komme af med alle kattene, så ingen behøver at blive flyttet til Aalborg, siger Jonna Fals.
Hun har det følelsesmæssigt hårdt med at skulle sige farvel til kattene uden at kende deres fremtid.
Via hendes hjemmeside www.fals.dk er brugerne vant til at kunne følge kattenes liv. Man kan blandt andet se, hvilke katte, der har fået et nyt hjem, og hvilke katte, der venter på et.
Jonna Fals fortæller, at internatet gennem de godt to års samarbejde med Kattens Værn har haft 674 katte gennem systemet, og hun forudser, at internatet virkelig vil blive savnet.
- Jeg har allerede haft en del henvendelser fra folk, som reelt bliver vrede på mig, når jeg fortæller, at vi ikke længere kan tage imod katte, men jeg kan intet stille op, siger Jonna Fals.
Det er Kattens Værn, der indstiller samarbejdet med internatet i Hjørring. Fremover skal herreløse katte køres f.eks. til Aalborg.
Organisationen er i gang med at udvide internatet i Aalborg, som skal have plads til flere herreløse katte. Dermed mister Bæklund sin økonomiske støtte.
Jonna Fals har ved siden af internatet i flere år drevet en kattepension, hvor hun passer katte for familier, der f.eks. skal på ferie. Den fortsætter uændret, og hun vil desuden i fremtiden arbejde mere med zoneterapi.
Hun er uddannet zoneterapeut og har sideløbende med sit arbejde med kattene drevet egen klinik på gården udenfor Hjørring.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.