Socialpædagog Anja Joensen, højskoleelev Caroline Blidegn, teknisk designer Helle Nørgaard og overlæge Morten Johansen står bag støtteforeningen. Foto: Kurt Bering
HITTEKATTE: Kattens Værn droppede støtte til hjørringensisk kattehjem, der måtte lukke - i weekenden genåbner det
HJØRRING: Om et kattehjem har ni liv, ved vel ingen med sikkerhed, men Kattehjemmet Bæklund på Øster Thirupvej lader sig ikke sådan lukke.
En ledende overlæge, en teknisk designer, en socialpædagog, en højskoleelev og en tandlæge har sammen med andre frivillige netop etableret foreningen Kattehjemmet Bæklunds Venner.
Foreningen vil skaffe midler til den fortsatte drift af kattehjemmet Bæklund til glæde for herreløse katte .
Kattens Værn indstillede tidligere på efteråret samarbejdet med Kattehjemmet. Organisationen er i gang med at udvide sit internat i Aalborg. Derfor mistede Bæklund sin økonomiske støtte og måtte lukke.
- Vi har etableret Støtteforeningen Kattehjemmet Bæklunds Venner for at hjælpe herreløse katte i Vendsyssel. Vi er mange, der har fået rigtig gode katte fra Bæklund, og når man har været derude og set, hvordan katte i nød behandles, bliver man ked af at høre, at stedet må lukke, siger næstformand og talsmand i foreningen, Morten Johansen.
Han understreger, at foreningens stiftelse ikke er en kritik af Kattens Værn.
- Men vi mener, at for kattene i Vendsyssel er Bæklund den bedste løsning, siger Morten Johansen.
Kattehjemmet drives af Jonna Fals, der ud over hjemmet for hittekatte også har en pension, hvor katte og andre kæledyr kan komme "på ferie". Hun er uddannet zoneterapeut og driver en lille klinik fra gården.
Den nye forenings bestyrelse kan ud fra startbudgettet hjælpe 50 katte om året. Derfra er der et stykke op til de 674 katte, som har været gennem internatet i løbet af det to år lange samarbejde med Kattens Værn.
- Men vi er optimister. Vi håber, at rigtig mange vil melde sig ind i foreningen eller bidrage med sponsorater. Pengene går til kattene. Jonna får ingen løn, og hun får ingen støtte til huslejen. Vi giver kun et lille bidrag til el, vand og varme. Det er alt, siger Morten Johansen.
Ingen af bestyrelsesmedlemmerne har erfaringer fra bestyrelsesarbejde.
- Men det vi mangler i erfaring har vi i vilje og dedikation, siger Morten Johansen.
I løbet af den måned kattehjemmet har været lukket, har Jonna Fals dagligt modtaget mellem tre og fem telefonopkald fra folk, der gerne ville have haft hjælp til nødstedte katte.
Tip en ven
Print artikel
27. okt 2008 kl. 18:58
BAS
Læs/besvar
Ja Måske det er en god ide at sponsere sine 5 flade øre til Kattehjemmet, fremfor at spille i kirkebøssen, i og med at præsteskabet overgår til hekse forfølgelse.
Må vi venligst bede Biskopen om en forklaring?
Læs/besvar
28. okt 2008 kl. 13:35
Isabella Ottine Poulsen
Læs/besvar
Det var en dejlig nyhed, at Kattehjemmet starter igen til november. Stort tillykke til Jonna, jeg håber inderligt, det kommer til at gå godt. Jonna har gjort et stort arbejde for alle de katte, som ingen hjem har og jeg har selv haft den glæde at købe mine 3 hos hende. Nu er der så tilbage at håbe, at rigtig mange vil betænke Kattehjemmet, så Jonna og hendes hjælpere kan komme videre med deres arbejde, med alle de katte, som trænger til hjælp og pleje, især her hvor vi går mod vinter.
Læs/besvar
Se alle kommentarer