78-årige Ellen Helvind har kæmpet for museet i Fjerritslev i 25 år. Og ildhuen giver resultat, for bygningen er veldrevet og gældfri.

Nævner man Bryggergårdens Museum i Fjerritslev, må man tage Ellen Helvinds navn med i samme åndedrag.

Gennem 25 år har hun ledet museet, været formand for bestyrelsen i Museumsforeningen og for Brygger P. Kjeldgaards Familiefond, der ejer bygningen i Fjerritslevs bymidte.

Det er et utal af timer, hun har brugt i den gamle bryggergård, både på praktisk arbejde og på at skrive ansøgninger til venligtsindede fonde og andre tilskudsydere, så økonomien kan hænge sammen.

Ellen Helvind er blevet 78 år, men er still going strong, og hun brænder stadig lige meget for sit hjertebarn, den fine og velbevarede rødstensbygning fra 1896. Med al dens historiske indhold fra kælder til kvist, både i forhuset, der som noget uhørt i Fjerritslev blev opført i hele to etager oven på en kælder, og bryggeriet i tre etager oven på kælderen.

- Det var ellers lige før, huset ikke blev reddet, mindes hun med en gysen.

- Der var bud efter den, eller rettere grunden, da ejeren af huset, Kirsten Kjeldgaard døde i 1983. Heldigvis var der en flok lokalhistorisk interesserede i byen, der tog affære og sørgede for at stifte en fond af de midler, Kirsten Kjeldgaard efterlod.

Bryggerdatteren, der var barnløs, efterlod nemlig ikke blot en gældfri bygning, men også 400.000 kr. Afkastet af formuen blev brugt til at drive Bryggergården de første 10 år, men så blev der brug for tilskud fra kommunen.

Stigende forståelse

- Heldigvis var der efterhånden en politisk forståelse for, at et tilskud er en nødvendighed for at drive et museum, og det er der også i den nye storkommune, roser Ellen Helvind.

- Vi har også fået støtte fra flere fonde og fra staten, så vi kunne lægge nyt tag og reparere facaderne. Renoveringen foregår efter en samlet plan, som vi har fået fra Centeret for Bygningsbevaring i Raadvad, så vi ved, hvad der er de rigtige løsninger.

Typisk for Ellen Helvinds indsats har hun for øjeblikket 12 ansøgninger ude hos fonde, der støtter kulturhistoriske bygninger, for der er hele tiden reparationer på et over hundrede år gammelt hus. Og når man begynder at reparere ting, dukker nye problemer med stor sikkerhed op.

- Men vi er gældfri, for vi har lige betalt sidste afdrag på et større lån. Og vi vil med al magt forsøge at holde os gældfri, understreger hun.

De mange ansøgninger og hele driften af museet betyder også, at hun som en selvfølge har lært sig at bruge de elektroniske medier.

- Det går ikke uden i dag, som hun siger.

Umuligt uden frivillige

Alfa og omega i driften af Bryggergården er de omkring 10 faste frivillige, der sørger for udstillinger, konservering, rengøring og andre praktiske ting.

- Uden de frivillige kunne det slet ikke gå. Vi har en størrelse, så vi maksimalt kan lønne en medarbejder på halv tid, og det er typisk en studerende i åbningstiden om sommeren og i ferieperioder, forklarer Ellen Helvind.

Museet er så heldig at have en konservator blandt de frivillige, og hun meldte sig endda som en af de første, da museet kom i gang i 1984.

En del af byens liv

Bryggergården har mellem 4000 og 5000 betalende gæster årligt, men derudover kommer mange mennesker gratis ind, især i julemåneden, hvor Bryggerkælderen har sin helt egen uundværlige status i byens liv.

- Vi synes det er vigtigt at holde åbent, når der foregår noget i byen, som by night og den traditionelle kål og flæsk i kælderen. Vi åbner også for egnens 4. klasser, så de kan klippe og klistre i kælderen i december. Gratisterne er jo også gode ambassadører for Bryggergården, påpeger Ellen Helvind

Bryggergården har også sit eget lille hold af ølentusiaster, som jævnligt har gang i et mikrobryggeri, og i den tilhørende have har handelsstanden stillet en fin gammel børnekarrusel op, som jævnligt er i brug.

Én oprigtig bekymring

Ellen Helvind har en oprigtig bekymring, og det er at finde en afløser, når hun en dag må stoppe. En, der både har ildhuen og timerne til det.

- Jeg er privilegeret, fordi jeg i sin tid som landmand selv kunne tilrettelægge dagligdagen, og da vi flyttede til Fjerritslev i 1996 og jeg kort efter mistede min mand, fik jeg mere tid til Bryggergården, forklarer hun.

- Det er nok svært at finde nogen, der har den fornødne tid nu om dage. Man vil jo også helst have, at arbejdet bliver ført videre som man selv ville gøre, tilføjer hun med et smil.

- Men jeg glæder mig over, at interessen for lokalhistorie er voksende, også blandt yngre. Man vil gerne vide noget om egnens historie og vores egenart, måske fordi vi ligger som en ø mellem Vendsyssel og Thy.

- Det var også det første, jeg lagde mærke til, da vi kom fra storbyen til Han Herred i 1979. Her er en sammenhæng, som ikke er i de store byer. Folk hviler i sig selv.