Elefantsnot holder figuren fast på facaden, og Uwe Max Jensen er godt tilfreds med, hvordan det står på facaden.
PIBERENSERE: Uwe Max Jensen har genskabt Jens Jørgen Thorsens murmaleri af Jesus, der fik en hård modtagelse for 25 år siden
Provokatør og kunstner Jens Jørgen Thorsen vakte i julen 1974 røre, da han malede en stor figur af Jesus på korset med erigeret lem. Værket blev malet på facaden af Café Graffiti i Aalborg. Café Graffitis ejer var fint tilfreds med værket, men det var alle kirkelige kredse ikke.
Kunstneren Uwe Max Jensen har valgt at markere værkets jubilæum ved at genskabe det med røde piberensere. Klokken 11 i går formiddags stod han klar uden for cafeen, der har skiftet ejere flere gange siden og nu hedder Cafe Klostertorvet.
- Der er åbent, kan jeg se. Vi må håbe, det ikke fører til optøjer. Jeg har jo ikke spurgt om tilladelse, sagde Uwe Max Jensen, mens han gjorde klar til at sætte figuren op.
Og det fik han gjort i god ro og orden. Det oprindelige værk blev til gengæld flere gange udsat for hærværk i form af blandt andet graffiti. Det hele endte med, at værket blev malet over, efter atkommunen havde lagt sag an mod caféens daværende ejer.
Uwe Max Jensen har længe overvejet, hvordan han kunne gøre opmærksom på værket. Han mener blandt andet, at det oprindelige værk er væsentligt, fordi det var med til at ændre på, hvad man i Danmark kan tillade sig, når man arbejder med religiøse ikoner.
- Jeg vil gerne sætte fokus på Thorsens værk. Det er en hyldest til ham og værket, forklarer han.
Oprindeligt forsøgte han at lave en anden type skulptur.
- Jeg prøvede at rejse penge til noget skulpturelt i bronze, men jeg kunne ikke få nok penge. Så jeg valgte at gå i en helt anden grøft, forklarer han.
Derfor endte det ud med røde piberensere som materiale. Det har ikke taget lang tid at lave selve værket, men ideen har han haft i flere år. Og selvom materialet oprindeligt ikke var førstevalget, er han fint tilfreds med det.
- Jeg synes, det passer godt til julen. Og så er det et materiale, der kan arbejdes med nemt og hurtigt, fortæller han.
Og efter at have sat værket op, er han også tilfreds med effekten. Ikke mindst, når det ses fra siden.
- Her kan man se, hvad det drejer sig om. Den står flot fra siden, konstaterer han tilfreds.
Værket er blevet placeret med elefantsnot, og Uwe Max Jensen bilder sig da heller ikke ind, at det vil sidde længere tid end det originale murmaleri, der var på facaden i under et år.
- Jeg er bange for, at det ikke sidder i så lang tid, for det - elefantsnotten - fæstnede ikke specielt godt, konstaterer han.
Dog ved han, at det ikke bliver fjernet af samme grund som det originale værk. Her var en væsentlig del i kommunens argumentation nemlig, at det var malet i jordfarver.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.