- Bunkere i Vigsø bør bevares
Museumsleder Jens Andersen er ikke helt enig med Kystdirektoratet i, hvilket bunkere der skal fjernes
THY: - Fjerner man elementer af bunkeranlægget ved Vigsø, så fjerner man en del af historien.
Det mener museumsleder Jens Andersen fra Museumscenter Hanstholm. Museet henviser ofte gæster, der har set det store bunkeranlæg i Hanstholm, til at fortsætte til Vigsø og se de velbevarede rester af kystbatteriet der.
- Der var ti af den type kystbatterier i Danmark, men det i Vigsø er det eneste, der ser sådan ud i dag, siger Jens Andersen.
Ikke spurgt på forhånd
Museumslederen fra bunkermuseet i Hanstholm har fået tilsendt den bruttoliste, som Kystdirektoratet har udarbejdet i forbindelse med en aftale med Naturstyrelsen og en række vestjyske kommuner om at fjerne i alt cirka 100 forvitrede og farlige bunkere langs den jyske vestkyst. På listen er blandt andet udpeget 14 bunkere eller dele af bunkeranlæg langs Vigsø Strand.
- Det ville være dejligt, hvis de havde spurgt os, før de udarbejdede listen. Jeg synes, at det er temmelig inkonsekvent, hvad de foreslår her, mener Jens Andersen.
Et par af de lokaliteter, som Kystdirektoratet har udpeget ved Vigsø Strand, er muligvis slet ikke bunkeranlæg, vurderer museumslederen. Han har i hvert fald ikke kendskab til bunkere på de udpegede steder i den vestlige ende af stranden.
- Brug en vinkelsliber
Med hensyn til selve kystbatteriet, så lægges der op til at fjerne tre hele bunkere, heraf to langt ude i vandet, samt dele af bunkeranlæg, hvor en mur for eksempel er væltet. Nogle steder er betonen så nedbrudt, at armeringsjernet stritter frem, men det burde ikke betyde, at hele den mange tons tunge betonkonstruktion skal fjernes, mener Jens Andersen.
- Man kunne jo også bare tage en vinkelsliber og skære jernstængerne af, påpeger han.
Jens Andersen har svært ved at se, hvorfor det skulle være nødvendigt at fjerne de bunkere, der ligger ude på to-tre meters vanddybde.
- Man kan jo se dem, og hvis man svømmer derud, er det på eget ansvar, siger han.
Til gengæld har han kendskab til en anden knold, der ligger under vandoverfladen, og som derfor, efter hans mening, potentielt kunne være farligere for badegæsterne. Den er ikke med på Kystdirektoratets liste.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.