Ældreforhold

Plejehjemsbeboer på cykel til Hamburg

82-årige Astrid Pedersen fra Hjørring afsted på 300 kilometer lang cykeltur i rickshaw

Sundhedskonsulent i Hjørring Kommune, Merete Bonde Pilgaard, cykler torsdag fra Odense med kurs mod Hamborg - og det er med 82-årige Astrid Pedersen på plads i rickshaw’en.Privatfoto.
Sundhedskonsulent i Hjørring Kommune, Merete Bonde Pilgaard, cykler torsdag fra Odense med kurs mod Hamborg - og det er med 82-årige Astrid Pedersen på plads i rickshaw’en.Privatfoto.

Opdateret 09. juni 2022 kl. 10:41

HJØRRING: Selv om man har rundet de 82 år og bor på plejehjem, så kan man godt have lyst til andet end at flette peddigrør.

Det gælder i hvert fald Astrid Pedersen, der bor på ældrecenteret Vesterlund i Hjørring.

Sammen med sundhedskonsulent Merete Bonde Pilgaard, Hjørring Sundhedscenter, tog hun toget onsdag eftermiddag fra banegården i Hjørring med kurs mod Odense.

Og torsdag morgen sætter de to sig så tilrette i en rickshaw-cykel og sætter kursen mod Hamburg - med sundhedskonsulenten som pedaltramper.

En snes plejehjemsbeboere fra hele landet mellem 75 og 97 år bliver på denne facon luftet, mens de får en utrolig oplevelse i en sen alder. Turens formål er at gøre opmærksom på initiativet ”Cykling uden alder” - en bevægelse, der har til formål at give ældre borgere ret til vind i håret, som det hedder.

I dagligdagen sker det ved, at plejehjem har indkøbt rickshaws, som frivillige, ansatte og pårørende kan bruge, så eksempelvis bedstemor kan få en tur i det fri.

I Hjørring Kommune blev der købt et par rickshaws ind for et par år siden i forbindelse med et sundhedsprojekt. De to transportmidler står nu på ældrecentret Vesterlund, og ofte fragtes de ældre rundt i det fri - blandt andet vil rygtet vide, at pølsevognen i Hundelev er et populært udflugtsmål ...

- Der er mange af vortes beboere, der har været på tur efterhånden. Det giver noget ekstra, at vi har den mulighed, og jeg ved, at der er flere andre plejecentre, der prøver at søge penge hjem, så de også kan anskaffe sig rickshaws, siger lederen af Vesterlund, Lone Nejsum.

Eneste fra Jylland

Men nu gælder det altså den cirka 300 kilometer lange tur til Hamburg.

Da det er ældre medborger, der er tale om, så er der indlagt en række stop undervejs - og alle ældre deltagere kommer jævnligt ind at sidde i en tourbus, der er med. Når man er i bussen kan man også se frem til lidt sightseeing. Deltagerne overnatter i Sønderborg, Rendsborg og Hamborg.

De seneste par dage har rickshaw-pilot Merete Bonde Pilgaard tjekket vejrudsigter på nettet.

- På et tidspunkt var der nogle store søjler med regn, men nu ser det faktisk fint ud, fortæller sundhedskonsulenten, der kommer på hårdt arbejde.

- Jeg er ikke sådan en, der cykler 100 kilometer hver uge. Jeg vil sige, at jeg nok er i middel-form. Men jeg kører på viljen og mit gode humør. Og jeg glæder mig helt vildt!, siger hun.

NORDJYSKE Medier fangede Astrid Pedersen telefonisk efter onsdagens middagslur - kort før kursen blev sat mod Odense.

- Jeg tror, det det bliver en stor oplevelse. Jeg glæder mig til at være sammen med Merete - og opleve naturen og få noget frisk luft, lød det fra den friske plejehjemsbeboer.

Der er hjemkomst søndag 14. september. Hjørring-duoen skulle i øvrigt være ene om at repræsentere Jylland på turen.

”Cykling uden Alder” håber, at man i Hamborg vil formidle det glade cykelbudskab om ældres ret til vind i håret videre ud i den store verden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden