Borgmester: Op ad bakke med de parkeringsregler
Møde den 7. januar om de kaotiske parkeringsforhold i Frederikshavn midtby
Opdateret 20. maj 2022 kl. 08:47
FREDERIKSHAVN: Det er næsten et år siden borgmester Birgit Hansen (S) på generalforsamlingen i Handels- og virksomhedsforeningen Frederik lovede, at Frederikshavn skulle være en venlig by, hvor gæster følte sig velkomne.
- Men det er virkelig op ad bakke at få den her by gjort venlig. Parkeringspladserne er private, og vi kan som kommune ikke gøre andet end at være i i dialog. Vi har ikke råd til at overtage vedligeholdelsen af p-pladserne, men det er ikke i orden, at folk får alle de bøder, når de vil ind og handle i Frederikshavn, siger borgmesteren.
Møde den 7. januar
7. januar er der indkaldt til et nyt møde mellem kommunen, handelsstandsforeningen og ejerne af parkeringspladserne.
Borgmesteren og handelsstandsforeningen har fået lavet en analyse af parkeringsforholdene. Den viser, at vi har parkeringspladser nok i Frederikshavn.
- Så problemet er, at vi ikke er venlige over for de bilister, der parkerer på de private p-pladser, siger Birgit Hansen.
Hun og formanden for Plan- og Miljøudvalget, Anders Brandt Sørensen, holdt, efter analysen var gennemført, et møde med ejerne af de private parkeringspladser i forsøg på at løse de uoverskuelige p-forhold i midtbyen. Blandt andet, at der er én times, to timers og fire timers parkering de forskellige steder.
- Vi ville gerne at alle skulle have tre timers parkering og ville ændre på de kommunale parkeringspladser, så de ikke var fire timer men tre timer.
- Rigide regler
Anders Brandt Sørensen er træt af at få kritik af parkeringsforholdene, og at så mange får bøder.
- Det er virkelig træls, at folk har fået ødelagt deres julehandel af rigide regler, siger Anders Brandt Sørensen (S).
- Jeg kan kun opfordre folk til at benytte kommunens parkeringspladser, for vores kontrollører har instrukser om, at de skal skrive så få bøder som overhovedet muligt. De skal netop vurdere situationen og være venlige og imødekommende.
Hvad tjener I?
Borgmester Birgit Hansen har forgæves forsøgt at få ejerne af pladserne til at oplyse, hvad de tjener på, at have de private parkeringspladser.
- Det er ikke ret meget. Siger de, og forklarer mig, at de har udgifter på vedligeholdelse af belægning.
Så på mødet 7. januar vil Anders Brandt Sørensen (S) foreslå, at man opretter en fælles ”parkeringsfond”, hvor handels- og restaurantfolket betaler ind til vedligeholdelsen. Og hvor man i hvert fald får mere forstående parkeringskontrollører på de private pladser.
- Ellers har vi ingen anden mulighed end med skiltning at oplyse gæsterne om, at hvis de parkerer på en privat plads, så risikerer de at få en bøde, siger Birgit Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.