Danmark

Danskere bookede rekordmange nætter i naturen i sommer

I år er der for første gang booket mere end 10.000 overnatninger i den danske natur i sommerferien.

Sheltere ses i Hareskoven. Ud over de sheltere, man kan bestille på udinaturen.dk, er der også nogle, der er først til mølle. (Arkivfoto).
Sheltere ses i Hareskoven. Ud over de sheltere, man kan bestille på udinaturen.dk, er der også nogle, der er først til mølle. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:07

I år blev der bestilt rekordmange overnatninger ved lejrpladser og i sheltere i den danske natur i sommerferien.

Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse søndag.

Ifølge styrelsen blev der foretaget 11.563 bookinger af nætter under åben himmel i ugerne 26-32.

Det er første gang, at antallet af bookinger overstiger 10.000 i den periode.

Det gav i alt 51.633 besøgende og er næsten 5000 flere end den hidtidige rekord fra 2024.

Det omfatter bookinger af sheltere, lejrpladser og teltpladser i statens naturområder.

Lærke Falstaff, der er projektmedarbejder i Naturstyrelsen, glæder sig over, at danskerne i stigende grad dyrker socialt samvær i naturen.

- Jeg tror, at folk har fået øjnene op for, at der er en god ro i naturen, og at der er oplevelser uanset årstid og uanset tidspunktet på døgnet.

- Naturen har fantastiske muligheder for at skabe en ramme for ro og fordybelse, men også socialt samvær, udtaler Lærke Falstaff i pressemeddelelsen.

Hun oplever også, at nyligt opsatte sheltere hurtigt tages i brug.

- Vi satte for nylig nogle sheltere op i en række skove i Odsherred, hvor der ikke tidligere har været sheltere. Samme dag som håndværkerne var blevet færdige, var der nogle, der brugte dem som pausested i ly for regnen.

- Og allerede dagen efter var der folk, der overnattede i shelterne. Vi kunne følge med i bookingerne, der bare rullede ind både på hverdage og i weekender, lyder det.

Naturstyrelsens optælling går tilbage til 2022.

Nætter under åben himmel kan bestilles hos udinaturen.dk. Her er der i alt 2620 overnatningsmuligheder fordelt over hele landet.

Derudover er der også alle de sheltere, primitive overnatningssteder og skove med fri teltning i Danmark, hvor man ikke behøver at booke plads, og besøg derfor ikke bliver registreret.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden