Drab

Drab midt i fodboldfesten

Nabo hastede hjem, da han hørte om skyderiet på den vej, hvor han bor

Kørelærer Claes Borup fik midt i fodboldfesten den besked, at der var begået drab på den villavej, hvor han bor.
Kørelærer Claes Borup fik midt i fodboldfesten den besked, at der var begået drab på den villavej, hvor han bor.

HOBRO: Midt i fodboldfesten på DS Arena i Hobro fik kørelærer Claes Borup på Homarksvej 6 i Hobro den besked, at der var begået drab i Hobro og at det var sket på Homarksvej 9 skråt over for det hus, hvor han bor sammen med sin familie.

- Det var noget af et chok. Det er jo ikke ligefrem den slags begivenheder, man forventer i en normalt stille og roligt villakvarter midt i Hobro, siger Claes Borup.

Han var sammen med sin hustru, Charlotte Borup, taget på stadion for første gang i år for at være med til at hylde de lokale helte. Hjemme i huset på Homarksvej var hans datter i gang med NetFlix, da stilheden pludselig blev brudt af hylende ambulancer og politifolk.

- Man gør sig jo sine tanker. Der er tusindvis af villaveje i Danmark, og så et skuddrama lige der hvor vi bor. Det er svært at forstå, siger Claes Borup.

Huset på Homarksvej er hans barndomshjem, og selv om man på stedet nok mere eller mindre kender hinanden, er det begrænset hvad han ved om beboerne i det gulstenshus, hvor dramaet udspillede sig.

- Jeg ved blot, at det er et yngre par, der overtog huset for to-tre år siden. De har haft travlt med at restaurere det, men gjorde ellers ikke på nogen måder opmærksom på sig selv. De levede deres liv, jeg har aldrig talt med dem, og jeg har aldrig bemærket noget usædvanligt fra huset, siger Claes Borup.

En anden af naboerne på Homarksvej er lokalpolitikeren, formand for teknisk udvalg i Mariagerfjord Kommune, Jørgen Hammer Sørensen, der bor i nummer 5.

Som alle andre er han dybt chokeret over drabet.

- Jeg kender udmærket ham, der er anholdt og mistænkt for drabet. Jeg har talt med ham mange gange. Jeg har også hørt, at han for år tilbage flirtede lidt med rockermiljøet, men om det er sandt eller ej, har jeg ikke belæg for at udtale mig om.

- Men jeg vil godt slå fast, at jeg aldrig har set det man forbinder med rocker-typer på vores vej, og hvis det forholder sig som det har været nævnt i medierne om et rockeropgør med HA’er involveret, ja så kommer det bag på mig, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Han opholdt sig i øvrigt i sit hjem, da det pludselig vrimlede med politifolk på vejen.

- Jeg havde ellers lige gjort mig klar for at tage på DS Arena for at se anden halvleg af fodboldkampen, men det blev så ikke til noget, konstaterer han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden