Aalborg

Falsk sygeplejerske slog til igen

Fem ældre har anmeldt tricktyverier i Aalborg og Nørresundby


Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:26

AALBORG: Fem ældre mennesker har i løbet af de seneste to dage haft besøg af en kvinde, som udgiver sig for at være sygeplejerske fra Aalborg Kommune.

Kvinden banker på, og når hun er kommet inden for døren, lader hun hoveddøren stå til hendes medgerningsmand, som stjæler den ældres værdier, mens den falske sygeplejerske foregiver at tage blodtryk på den ældre.

- Vi vil på det kraftigste advare ældre mennesker mod at lukke nogle personer ind, som de ikke kender eller som ikke kan legitimere sig. Og vi vil bede pårørende til ældre mennesker gøre dem opmærksom på, at der er en tricktyv på spil, siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Taler gebrokkent dansk

Tricktyven opererer i flere områder af byen. Politiet har fået anmeldelser fra blandt andet Hadsundvej, Snerlevej, Samsøgade og fra Nørresundby.

Tricktyven beskrives som cirka 30 år, 165 centimeter høj og almindelig af bygning. Hun har lysebrun hud og brune øjne og taler et gebrokkent dansk. Hun har pænt tøj på og bærer et skilt om halsen.

Oplysninger i sagen gives til Nordjyllands Politi på telefon 114.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden