Fest på savannen
I morgen aften åbner nyt værtshus i det tidligere Storm P.
MORS: Udstoppede dyr fra savannen er en del af interiøret, når værtshuset Savannen i Grønnegade i Nykøbing for første gang slår dørene op til et nyt vandhul i nattelivet. Det sker i morgen aften fredag klokken 23.
- Byen mangler et sted for det mere modne publikum, hvor der er plads til gang i den, siger Jan Damgaard Nielsen, Nykøbing, der er bestyrer af værtshuset og direktør i virksomheden bag, Fuld Skrald ApS.
I dagene op til åbningen har Jan Damgaard Nielsen og håndværkere haft travlt med at forny værtshuset indvendigt - blandt andet med scene, siddekabiner samt nyt gulv og ny entre gennem gårdhaven fra Grønnegade. Desuden er der blevet fjernet flere vægge, så værtshuset er blevet udvidet med omkring 60 kvadratmeter.
- Jeg glæder mig til åbningsaftenen og kan mærke sommerfuglene i maven. Adrenalinen kører. Jeg synes, det er spændende og har rigtig meget lyst til at bestyre et værtshus, siger Jan Damgaard Nielsen,
Han har ingen betænkninger ved at åbne værtshus i hjørnebygningen, hvor flere beværtninger blot har overlevet i en kortere årrække. Senest værtshuset Storm P. der gik konkurs i maj måned i år.
- Jeg håber virkelig, at vi kan lave en bar, der kan vare ved. Jeg tror på, at vi får et rigtig godt sted, hvor folk gerne vil komme, siger Jan Damgaard Nielsen.
Værtshuset holder åbent hver fredag og lørdag fra klokken 23 til klokken 05. På åbningsaften i morgen leveres den musikalske underholdning af poprockbandet Volf Duo & Band fra Ikast.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.