Skolevæsen

Byrådsmedlem: B&U klatter 15 millioner væk

- Vanvittigt at bruge 15 mio. kr. på at kompensere alle aflyste timer, siger Mogens Brag

Mogens Brag (V): - Vanvittigt at B&U nu vil klatte 15 mio. væk. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen
Mogens Brag (V): - Vanvittigt at B&U nu vil klatte 15 mio. væk. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen Carl Th. Poulsen

FREDERIKSHAVN: - Pengene, vi sparede under fire ugers lockout af lærerne, bliver klattet væk. Pengene er spildt i et forsøg på politisk profilering.

Det siger byrådsmedlem og skolelærer Mogens Brag (V).

Børne- og ungdomsudvalget besluttede som tidligere omtalt, at eleverne skal kompenseres for de aflyste timer, så de når op på det vejledende timetal i alle fag, men det er efter Mogens Brags mening ”vanvittigt”.

- Ikke gennemtænkt

- Pengene bør selvfølgelig bruges på børneområdet, men det er en forkert beslutning at forsøge at kompensere for lockout’en ved at købe ekstra timer. Det lader sig ikke gøre i praksis. Skal børnene i det kommende skoleår have to-tre timer mere om ugen i skiftende fag? Hvem skal undervise? Det må blive vikarer. Det er ikke gennemtænkt og nærmer sig det vanvittige, siger Mogens Brag.

Han mener, at pengene i stedet kan bruges andre steder på skolerne, for eksempel til efteruddannelse af lærerne.

- Det vil opkvalificere lærerne, øge motivationen efter lockout’en og hæve kvaliteten i undervisningen, siger Mogens Brag, der som formand for kultur- og fritidsudvalget er forarget over børne- og ungdomsudvalgets beslutning.

- 15 millioner er mange penge. Det svarer vel til 12-13 procent af hele kultur- og fritidsudvalgets budget, man nu er på vej til at klatte væk, siger Mogens Brag.

Han håber på, at kollegerne i B&U besinder sig, inden den konkrete udmøntning skal besluttes endeligt i næste uge.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden