Dansk-norsk-australsk skibssamarbejde
Ombygning af supplyskib planlagt i Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Det kan dårligt blive mere internationalt. En nordmand med virksomhed i Danmark står nu står i spidsen for ombygningen af et supplyskib, der er blevet solgt af det norske Østensjø Rederi til australske Tek-Ocean Energy Services.
Nordmanden hedder Bjørn Strandos og er administrerende direktør og stifter af VMS Technology i Frederikshavn.
Firmaet har specialiseret sig i opgaver indenfor ingeniørtjenester og projektledelse, og det har man nu udnyttet i forbindelse med ombygningen af r. Det er ombygningen af offshore supplyskibet Edda Sprint.
Netop nu er det tidligere norskejede skib Edda Sprint på vej til Jurong-værftet i Singapore, hvor den endelige ombygning skal finde sted.
Inden da har 10 danske og norske ingeniører været involveret i planlægningen og projekteringen af ombygningen, der blandt andet omfatter klargøring til og installation af to nye motorer inklusive kobling og ophæng. Motorerne skal drive pumperne til skibets FiFi 1 brandbekæmpelsessystem.
De to Cummins-motorer er leveret af VMS Technologys danske søsterselskab, handelsselskabet DT-Interlink, der også leverer lyddæmpere til udstødningssystemet. Begge virksomheder er en del af den danske aktør på markedet for maritim industri, ingeniørtjenester, udstyr og projektledelse, Vestergaard Group i Frederikshavn.
I forbindelse med salget og ombygningen skifter Edda Sprint navn til Tek-Ocean Spirit. Det australske rederi er hjemmehørende i Melbourne på Australiens sydøstkyst. Det er også her, supplyskibet skal anvendes i forbindelse med olieefterforskning i Det Tasmanske Hav.
Tek-Ocean Spirit forventes klar til sejlads efter ombygningen i december i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.