Ecco Rejer bliver en del af havnefront
Et selskab under Boligforeningen Vesterport har købt Ecco Rejers tidligere bygninger i Strandby
Opdateret kl. 12:40
STRANDBY: Gennem fem generationer blev familievirksomheden Ecco Rejer (senere Ecco Seafoods) drevet fra Sønder Havnevej i Strandby.
Den tid er ovre, og det nu konkursramte firmas gamle bygninger er nu solgt på tvangsauktion.
Det er Håndværkerafdelingen A/S, som ejes af Boligforeningen Vesterport, der er køberen.
Det skal blive en del af den nye afdeling af Strandby Havnefront, fortæller Vesterports direktør.
- Vi har erhvervet grunden, fordi vi ejer det omkringliggende jord. Det har afgørende betydning for projektet, siger Steen Møller Andersen.
Ingen konkrete planer
Men han kan ikke komme nærmere ind på, hvad grunden i Strandby helt konkret skal bruges til.
Kun at den kommer til at indgå i Vesterports udvidelse af havnefronten.
- Vi har selvfølgelig overordnede tanker, om hvad vi vil gøre i området, men der ligger ikke nogen planer, som er nært forestående, siger Steen Møller Andersen.
Han fortæller desuden, at Boligforeningen Vesterport regner med at igangsætte den nye del af Strandby Havnefront inden for en kort årrække.
Blev solgt i anden omgang
Ecco Rejers gamle bygninger har været på tvangsauktion én gang. Men den overgik til anden auktion, hvor Håndværkerafdelingen A/S vandt auktionen.
Det gjorde det Vesterport-ejede selskab med et bud på 2.450.000 kroner.
Dermed er fremtiden lagt for bygningerne, der fremover skal harmonere med de seneste års udvikling på Strandby Havnefront.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.