Gaarde: Lars skal bygge ovenpå
Sportsdirektøren er sikker på, at han har fundet den rette træner i Lars Søndergaard
Opdateret kl. 14:47
AALBORG: AaB offentliggjorde torsdag morgen, at den nuværende SønderjyskE-træner Lars Søndergaard overtager cheftrænerposten hos nordjyderne fra næste sæson.
- Den enkelte årsag er, at Lars er en rigtig, rigtig dygtig træner. De ting, vi har ønsket, har Lars opfyldt. Han køber ind på de værdier, vi har i AaB. Han køber ind på, at talentudvikling er vigtig, og han køber ind på, at helheden er vigtig, siger sportsdirektør Allan Gaarde, der også forventer en arbejdshest som klubbens nye træner.
- Lars er meget flittig. Myreflittig vil jeg betegne ham som. Det skal en cheftræner i AaB være. Kent arbejdede enormt hårdt, og det kommer Lars også til. Han skal også være en dygtig og stærk leder, som kan sætte en retning, siger Allan Gaarde.
Søndergaard til første samtale
Han og resten af AaB’s ledelse har arbejdet lige siden 25. december på at finde den rette træner for AaB, og Gaarde erkender, at det har været en lang proces.
- Vi har været ambitiøse, fordi vi ville lave en ordentlig og professionel proces, hvor der har været flere samtaler, tests og samtaler med en HR-konsulent, siger sportsdirektøren.
- Lars var faktisk den første, vi havde til samtale, fordi det var ret åbenlyst, at Lars kunne være et interessant emne for os. Men fordi vi ville være professionelle, ville vi have nogen at sammenligne ham med. Men så viser det sig, at den første mand, vi havde til samtale, også er den, vi ønsker at have med videre og også er rigtig glade for at have lavet en aftale med, siger Allan Gaarde.
”Lars er den rigtige”
Undervejs i den lange proces har det har været fremme i medierne, at AaB også har haft den tidligere Real Madrid-stjerne Fernando Morientes og den tidligere amerikanske landstræner Bob Bradley med i kandidatfeltet.
Alligevel er valget altså faldet på den knap så internationalt kendte Lars Søndergaard.
- Grundlæggende er vores opgave ikke at tage det kedeligste eller det mest populære valg - men det rigtige. Jeg er sikker på, at Lars er den rigtige, siger Gaarde og fortsætter.
- Vi har også talt med masser af andre udenlandske trænere, som folk vil mene har større X-Factor og er større navne i fodboldverdenen internationalt set, men når vi kradser ind under overfladen og ind i kernen, er Lars den dygtigste, og ham vi gerne vil arbejde med, siger sportsdirektøren.
Skal bygge ovenpå
Når den nuværende cheftræner, Kent Nielsen, til sommer drager til Fyn for at stå i spidsen for OB, er det nogle store sko, Lars Søndergaard skal udfylde.
I sin tid i AaB fik Kent Nielsen nemlig forvandlet AaB fra nedrykningstruet til double-vindere. Derfor er sportsdirektørens forventninger til den nye træner også store.
- Når vi ser på vores ønskeseddel, ligner det jo en Superman. Det er en træner, der skal være en dygtig leder og have en dygtig faglighed. Han skal også have en vis erfaring for at kunne vurdere, hvad vores spillere kan, siger Gaarde.
Og erfaring har 56-årige Lars Søndergaard, der i 1997 også stod i spidsen for AaB i en kort overgang.
- Han skal være moden på den måde, at han ved, vi ikke skal lave en revolution i AaB. Vi har en god base, en god kultur, nogle dygtige spillere og en spillestil, som Kent Nielsen, Allan Kuhn, Poul Erik Andreasen og Poul Buus har arbejdet længe på at få op at køre. Det, vi skal, er at bygge oven på det. Vi skal blive bedre - ikke rive det ned og starte forfra, siger Allan Gaarde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.