Turisme

Ukendt bunker fundet i Lønstrup

Frivillige stødte på glemt krigsminde, da de gravede ud til terrasse

Endnu er kun skorstenen af bunkeren synlig. Foto: Mette Nielsen
Endnu er kun skorstenen af bunkeren synlig. Foto: Mette Nielsen

Opdateret kl. 14:03

LØNSTRUP: Udgravningen til en terrasse ved det madpakkehus på stranden i Lønstrup, der næsten er færdigt, afslørede lørdag en hidtil ukendt bunker under sandet.

Nu håber de lokale og de implicerede i madpakkehuset, at man kan grave den så meget fri, at man kan finde indgangen og måske komme til at bruge den som en ny turistattraktion, man kan gå ind i.

Men det kan også vise sig, at den er fyldt med sand.

- Foreløbig har en lokal fundet ud af, at det er en bunker af typen Regelbau 668. De er typisk 7,65 meter på begge leder og cirka 4,5 meter høje, så den har været indrettet i to etager, og af den tyske besættelsesmagt beregnet til seks personer, der skulle arbejde derfra, forklarer Svend Bjørnager, tidligere formand for turistforeningen i Lønstrup.

Bunker-typen var ofte helt eller delvist nedgravet, og der findes optegnelser, der godtgør, at der skulle flyttes 750 kubikmeter jord for at bygge den af mere end 200 kubikmeter beton. Nogle af Regelbau-bunkers har været mandskabsbunkers, mens andre har fungeret som ammunitionsdepoter.

- Heldigvis er vi da hverken stødt på ammunition eller våben endnu, siger Svend Bjørnager.

Den nyfundne bunker har formentligt være en kommandobunker under krigen, da tyske soldater boede i Villa Vest.

Siden er den sandet til, så ingen har vidst, at den var der, vurderer Svend Bjørnager.

De mange frivillige, der arbejder på madpakkehuset og nogle andre ændringer på stranden, så stedet kan appellere til endnu flere besøgende, vil grave på livet løs, til en del mere af bunkeren er gravet fri.

Hidtil har der været registreret 97 af disse Regelbau 668-bunkers i Danmark.

De nærmeste dage skal bruges til at afklare, om den i Lønstrup er så ukendt, at det er nummer 98, eller om den tidligere har været kendt og registreret.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden