Nørresundby

Knuste kæledyrsejere bliver fuppet

Lokkes til at betale flere tusinde kroner for at få deres savnede kæledyr tilbage

Winnie Kia Winther har betalt 1000 kroner til den mand, som også har snydt mange andre kæledyrsejere. Foto: Michael Bygballe
Winnie Kia Winther har betalt 1000 kroner til den mand, som også har snydt mange andre kæledyrsejere. Foto: Michael Bygballe Michael Bygballe

Opdateret kl. 14:56

NØRRESUNDBY: Da Winnie Kia Winther fredag mistede sin hankat Balulo, der løb hjemmefra, skrev den nordjyske katteopdrætter af racen British Shorthair straks en efterlysning af katten på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.

Fem minutter efter fik hun et telefonopkald.

- Det var en ung mand, der sagde, at han vidste, hvor min kat var. Han beskrev ham og virkede troværdig, men forlangte 1000 kroner overført via MobilePay for at oplyse, hvilken adresse min kat befandt sig på, fortæller Winnie Kia Winther.

Han har gjort det før

Winnie Winther var først skeptisk omkring at overføre pengene, men manden fortalte, at han var en fattig studerende, der havde behov for dem, og hun ville jo gerne have sin kat igen. - Jeg fik hans telefonnummer til at lave overførslen, så jeg følte, at jeg havde noget på ham, siger Winnie Kia Winther.

Winnie Kia Winther overførte derfor 1000 kroner til det oplyste nummer på MobilePay, og der dukkede også et navn op.

Men efter overførslen kom der ingen adresse.

- Igennem en facebook-gruppe fandt jeg hurtigt ud af, at der var flere, som havde oplevet det samme som mig. Folk har mistet deres dyr, slået det op på forskellige fora online og er så blevet kontaktet kort tid efter med et krav om penge for at få en adresse. Numrene var forskellige, men navnet går igen, og man fornemmer på beskrivelserne, at det er den samme mand, siger Winnie Kia Winther.

Svært for politiet

Rundt omkring i hele Danmark har forskellige politikredse modtaget anmeldelser om denne slags sager, men de ender alle samme sted: telefonnummeret lukkes ned, kontonummer og ejer kan ikke spores, og så er pengene tabt.

Men for ejerne er det tabet af dyrene, der er det værste. Ingen af medlemmerne på facebook-gruppen har nemlig fået deres kæledyr tilbage.

Kontakt os

Har du oplevet en lignende situation, så hører vi gerne fra dig på mail: online@nordjyske.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden