Mand døde i arrest på danskerbåd
Ung nordmand døde på færgen ”Bergensfjord” på vej fra Hirtshals til Bergen
Opdateret kl. 17:51
HIRTSHALS/BERGEN: HIRTSHALS/BERGEN: Danskerbåden MS Bergensfjord ankom tirsdag morgen til Bergen fra Hirtshals med en død mand ombord.
Det bekræfter norsk politi over for den norske avis Bergens Tidende.
Der er tale om en nordmand i 20’erne, der mandag aften blev sat i arresten af personalet på færgen. Det var i arresten, at manden blev fundet død omkring klokken 06 tirsdag morgen.
Norsk politi har nu indledt en efterforskning af omstændighederne ved den unge mands død.
Administrerende direktør i Fjord Line, Ingvald Fardal, ønsker ikke at kommentere hvorfor den nu afdøde endte i arresten på skibet.
Men han siger til Bergens Tidende, at personer havner i arresten, når de udgør en sikkerhedsrisiko, eller fordi de ikke er i stand til at tage vare på sig selv.
Ifølge de norske regler skal personer i arrest til søs tilses hver time - under særlige omstændigheder oftere.
Derudover skal personer, der sættes i arresten, tilses af en læge, inden de sættes bag tremmer.
Danskerbåden havde ikke en læge ombord, men Fjordline-direktøren oplyser, at færgens førstestyrmand er uddannet i førstehjælp og genoplivning.
Direktøren siger, at mandskab på MS Bergensfjord har tilset manden i færgens arrest hver halve time ved at åbne en luge ind til arresten.
- Intet tydede på, at noget var galt, før der blev slået alarm kl. 07.50, siger Ingvald Fardal i Fjordline til bt.no.
Færgens arrest er videoovervåget, men ingen bemærkede, at noget var galt med manden i arresten, oplyser direktøren.
Videooptagelserne er ikke blevet gemt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.