Mistanke om ny ulv
DNA-test skal afsløre, om en ulv har sat tænderne i rådyr ved Østerild
ØSTERILD: Om det er en ulv, der har været på færde, det vil en dna-test - forhåbentlig - give svar på.
Men muligheden er til stede, siger Leif Meldgaard, en af de frivillige bag hjemmesiden Ulvetracking.dk, om kadaveret fra et rådyr, som tirsdag blev fundet i nærheden af Østerild i Thy.
Det var Keld Kær Søndergaard fra Østerild, som opdagede resterne af rådyret langs en vej tæt på Limfjorden - det præcise findested ønsker han, på anbefaling fra Ulvetracking.dk, ikke at afsløre.
- Jeg kørte i bil, da jeg halvanden eller to meter fra vejsiden fik øje på noget, som jeg i første omgang tænkte var en død svane eller gås. Men så kiggede jeg efter en ekstra gang, fortæller han.
Det viste sig at være et næsten helt fortæret rådyr:
- Der var faktisk ikke kød tilbage, fortæller Keld Kær Søndergaard.
Lå der ikke i fredags
Han er på den anden side rimeligt sikker på, at det ret friske kadaver ikke lå der så sent som i fredags, hvor han sidst kørte forbi. Dengang var stedet nemlig stadig oversvømmet.
Leif Meldgaard, der bor i Ulfborg i Vestjylland, har ikke selv set kadaveret. Men på baggrund af de billeder, som Keld Kær Søndergaard har sendt til ham, mener han, at der er basis for få lavet en dna-analyse.
- Alle bløddelene er væk, og det er netop indvoldene og bugen, som en ulv vil gå efter først. Og så er ribbenene gnavet helt ned. Det yderste vil en ræv måske også kunne fortære, men jo længere ind, jo mere sandsynligt er det, at det er en ulv, påpeger Leif Meldgaard.
Ulvetracking.dk blev oprettet efter fundet af en død ulv i netop Thy for halvandet år siden. Siden er der ifølge hjemmesiden blevet fundet sikre tegn på yderligere tre eksemplarer af rovdyret i Danmark, hvor ulven ellers blev udryddet for 200 år siden.
Svar tidligst om en måned
Det er først for nylig, at Ulvetracking,dk er begyndt at formidle dna-analyser af mulige ulvespor. En halv snes prøver er blevet sendt til analyse, men endnu foreligger der ikke svar på nogen af dem.
Og det er på ingen måde givet, at der er bevaret tilstrækkeligt med dna fra det rovdyr, som har ædt af rådyret.
I alle tilfælde vil ifølge der Leif Meldgaard gå en måned eller halvanden, før resultatet er klar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.