Hjørring

Affaldet havner ikke i samme dynge

Affaldsforsøget i Vrå angribes på Facebook, men der er nu dokumentation for, at det sorterede affald ikke ryger i den samme dynge

Affaldsforsøget i Vrå blev for et par uger siden skudt i gang ved en børnehave i Vrå. ArkivFoto: Kim Dahl Hansen
Affaldsforsøget i Vrå blev for et par uger siden skudt i gang ved en børnehave i Vrå. ArkivFoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

VRÅ: Rundt omkring i landet er borgerne blevet holdt for nar i nogle affaldsforsøg, hvor de skulle sortere affaldet, men da skraldebilen kom, havnede det hele alligevel i den samme beholder.

Tilsvarende rygter spredes i øjeblikket på Facebook om affaldsforsøget i Vrå, hvor godt 1000 husstande i et år skal sortere affaldet i fire fraktioner.

Efter den første afhentning i onsdags, skriver en borger i Vrå, at det hele ender i den samme beholder i lastbilen, og at han føler sig holdt for nar.

- Det er helt forkert opfattet, og vi har også optaget en film i onsdags, som viser, at det går rigtigt til, fastslår affaldsplanlægger i Hjørring Kommune, Anne Birgitte Gehrt.

Skraldebilen har to rum og der bliver hentet to fraktioner af gangen. Madaffald og restaffald bliver tømt hver 14. dag, mens papir og hård plast /metal bliver afhentet en gang om måneden.

- En lille film fra den første afhentning i Vrå bliver klar først i næste uge og vil så blive lagt ud på affaldsforsøgets Facebookside, fortæller Anne Birgitte Gehrt.

NORDJYSKE har da også set noget af filmen som viser, at affaldet fordeles i to rum og at det læsses af forskellige steder.

Fire forskellige modtagere

Madaffaldet deponeres på AVV’s deponi, Rønnovsdal, hvorfra det en gang om måneden bliver sendt ned til Billund Energi i Grindsted. Her bliver det behandlet så det organiske affald kan udnyttes i et biogasanlæg.

Plast/metal bliver ligeledes oplagret og det sendes til sortering og genbrug på et anlæg i Tarm.

Papir bliver behandlet til genbrug hos AVV, og restaffaldet bliver brændt af på affaldsforbrændingen.

Gå til relaterede emner

Forsiden