Aalborg

Chimpanse kom til tandlæge

Aalborg Zoos chimpansehun Jutta måtte have ordnet to knækkede fortænder

Nøje overvåget af sin unge fik chimpansen Jutta trukket to knækkede fortænder ud. Foto: Aalborg Zoo
Nøje overvåget af sin unge fik chimpansen Jutta trukket to knækkede fortænder ud. Foto: Aalborg Zoo

AALBORG: Aalborg Zoos 40 år gamle chimpanse Jutta har i en periode haft problemer med to knækkede fortænder i overmunden. Fortænderne var knækket så langt oppe, at der kun var få millimeter tilbage af dem, og Aalborg Zoos dyrlæge Trine Hammer Jensen vurderede derfor, at de knækkede tænder var blevet til så stor gene for chimpansen, at de skulle trækkes ud. Aalborg Zoos dyrlæge fik hjælp til operationen af Paul Clausen fra Gistrup Hestepraksis og Torben Lindberg fra Familiedyrlægerne.

Det er altid problematisk at bedøve dyr, og denne gang blev det yderligere besværliggjort af, at Jutta har en kun to år gammel unge.

- Ungen var naturligvis urolig over, at Jutta blev bedøvet, og vi valgte derfor at lade ungen ligge ved Jutta under operationen. Det var dog svært for ungen at ligge stille, og den bed i ledningerne, der overvågede Juttas hjerterytme under operationen, men dog uden at det skabte de helt store problemer, fortæller Aalborg Zoos dyrlæge Trine Hammer Jensen.

Operationen forløb godt, og Jutta har det fint og er igen sammen med resten af Aalborg Zoos chimpanseflok.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden