De puster for livet
KOL-patienter støtter hinanden i nyt projekt i Sundhed og Trivsel
Opdateret kl. 10:28
FREDERIKSHAVN: - Vi gider ikke snakke om sygdom. Vi hygger os og har det sjovt sammen. Og så passer vi på hinanden, siger Anne Pedersen.
Hun er 81 år og alderspræsident på holdet af KOL-patienter, som to gange om ugen træner i Foreningen Sundhed og Trivsel på tredje etage i Kattegat Siloen.
Anne Pedersen fik konstateret KOL i 2006 - og skoddede øjeblikkeligt sin sidste cigaret.
Det samme gjorde Palle Poulsen fra Gærum, da han som 62-årig fik diagnosen KOL.
- Jeg var chauffør og kørte meget med korn og løsfoder, der støvede voldsomt, siger Palle, der i dag er 68.
Socialt samvær
Lis Christensen arbejdede i mange år i informationen på Frederikshavn Rådhus, og indeklimaet i ”betonbunkeren” var ikke godt for hendes lunger og velbefindende.
I dag har hun trænet sig op til at kunne gå fra bopælen på Jørgen Brøndlunds Vej til midtbyen og tilbage igen.
Evald Johansen arbejdede på en borerig i Nordsøen, indtil hans 59-årige lunger sagde stop. I dag er Evald 65 og pensionist.
Vi møder dem en tirsdag formiddag efter træningen, hvor KOL- og kræftpatienter samles til kaffe og hjemmebag - og snakken går, så de dårligt har tid til at trække vejret.
- Vi tager også på udflugter sammen. Vi har været i Jesperhus Blomsterpark, på Læsø, i Den Gamle By i Århus og med på flere af naturvejleder Bo Storms gåture. Det er vigtigt at komme ud. Ellers kan man let blive fristet til at sidde derhjemme i sofaen og føle sig ensom og syg. Nu bliver der ringet efter en, hvis man ikke møder op, siger Anne Pedersen.
”Pust for Livet” hedder initiativet, som Kirsten Kristensen står bag. Med støtte fra Trygfonden, Roblonfonden, Sparekassen Vendsyssels Fond Jerslev og Lions Club Bannerslund har hun startet et toårigt projekt for KOL-patienter. Projektet, der foreløbig rækker frem til efteråret 2015, gennemføres i samarbejde med Sundhedscenteret Frederikshavn, der blandt andet bidrager med en fysioterapeut og en rygestopkonsulent.
Sundhed og Trivsel står også bag den årlige Helsemesse i siloen. I år er det lørdag den 25. oktober, hvor en lang række udstillere deltager.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.