Nyt vandrerhjem åbner til påske
Gitte Thøgersen, Karl Olesen og hunden Fiffi Jørgensen åbner ”Danhostel Agger” i Tåbel Gl. Skole
TÅBEL: Gitte Thøgersen er sammen med gemalen Karl Olesen ved at omdanne den tidligere skole, plejehjem og meget andet i Tåbel til et vandrerhjem.
Ægteparret har i den seneste år drevet Vandrehjemmet i Skinnerup ved Thisted som bestyrerpar. Det bliver de ved med. Men mens vandrehjemmet i Thisted er ejet af Thisted Kommune, ejer de det kommende hjem i Tåbel selv.
- Nu har vi brugt fire år på at køre Thisted Vandrerhjem op. Og tro mig, om fire år er Danhostel Agger, som vandrerhjemmet i Tåbel kommer til at hedde, fuldt etableret, siger Gitte Thøgersen.
Gitte Thøgersen sidder i Danhostel-sammenslutningens bestyrelse.
- Hver gang jeg har kigget på landkortet over Danhostel-vandrehjemmene i Danmark, har det slået mig, at der manglede et vandrehjem langs vestkysten mellem Fjaltring i syd og Thisted i nord. Især mange cykelturister føler, at turen fra Fjaltring til Thisted er for lang, siger Gitte Thøgersen, der egner med at det stigende antal cykelturister vil lægge vej forbi hjemmet i Tåbel.
Vandrerhjemmet er godkendt til 50 personer. Der er fire værelser med eget bad og seks værelser med fælles bad og toilet.
Efter planen åbner Danhostel Agger til påske.