Aalborg

Truede betjente med at slå dem ihjel

28-årig kvinde endte i detentionen efter aftenens bytur

Foto: Torben Hansen
Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

Opdateret 12. maj 2022 kl. 13:57

AALBORG: En 28-årig kvinde fra Aalborg måtte en tur til afkøling i detentionen hos Nordjyllands Politi, efter at hun natten til onsdag truede en politipatrulje med at ville slå betjentene ihjel.

- Hun er i forvejen godt kendt af os for voldelig adfærd, konstaterer vagtchef Poul Badsberg, Nordjyllands Politi.

Så at det var hende, der ved 21-tiden skulle bortvises først fra værtshuset Newcastle i Jomfru Ane Gade, kom ikke som en stor overraskelse for politiet.

- Her var hun lidt fræk, men politifolkene vurderede, at hun ikke var meget fuld. Så hun blev bortvist, og patruljen kørte videre, siger Poul Badsberg.

Kl. 22.30 var den 28-årige kvinde imidlertid på banen igen. Denne gang havde hun søgt tilflugt hos Beer King i Jomfru Ane Gade, og her skruede hun op for de verbale udskejelser, da Nordjyllands Politi igen blev tilkaldt for at få hende smidt ud.

- Denne gang truede hun med at slå politifolkene ihjel. Så hun blev taget med til et par timers afkøling på politistationen, fortæller vagtchefen.

Den 28-årige kvinde er nu sigtet for trusler mod tjenestemand i funktion.

Gå til relaterede emner

Forsiden