Nordjysk stadionmorder tiltalt for vold
Den nu 21-årige mand, der tidligere er dømt for brutalt drab ved Aalborg Stadion, er nu tiltalt for vold
Opdateret 13. august 2013 kl. 10:42
AALBORG: Den nu 21-årige mand, der for snart seks år siden tæskede en 48-årig mand til døde ved Aalborg Stadion, er nu tiltalt for vold.
Det bekræfter Michael Graversen, advokaturchef ved Nordjyllands Politi over for NORDJYSKE.
Ifølge anklageskriftet er den 21-årige mand tiltalt for vold i gentagelsestilfælde, da han og en anden mand en tidlig juni-morgen i år opsøgte en tredje mand i Aalborg Øst.
Her gav den 21-årige et knytnæveslag samt skubbede sagens tredje part, så han faldt til jorden og slog hovedet ned i en kantsten.
Prøveløsladt efter fire års fængsel
Den 21-årige stadionmorder er i øjeblikket prøveløsladt.
Sidste efterår blev han løsladt efter at have afsonet fire år af sin straf, der lød på syv år for drab.
Den 21-årige mand er i øjeblikket ikke varetægtsfængslet, da Nordjyllands Politi i forbindelse med den nuværende voldssag ikke har fundet grund til at begære ham fængslet, fortæller Michael Graversen.
- Det er en konkret afvejning, og vi har ikke vurderet, at betingelserne for en varetægtsfængsling i denne sag, har været til stede, siger han.
Sagen skal efter planen for Retten i Aalborg 1. august.