Frederikshavn

Rødspætterne er tilbage

Rødspætte Cup nummer 40 blev torsdag aften åbnet med et brag

Rødspætte Cup, Frederikshavn. Indmarch i Arena Nord.

Foto: Bent Bach
Rødspætte Cup, Frederikshavn. Indmarch i Arena Nord. Foto: Bent Bach

FREDERIKSHAVN: For fyrretyvende gang er Rødspætte Cup i Frederikshavn skudt i gang. Traditionen tro åbnede ballet med fælles indmarch og underholdning, og i år var der kræset lidt ekstra om åbningsceremonien i anledning af jubilæet.

- Vi har sparet lidt op, så vi kunne lave en ordentlig fejring af vores Rødspættecup nummer 40, siger Per Larsen, der er formand for turneringen.

Åbningsaftenen bød derfor på underholdning fra Dance Studio i Frederikshavn, Bottle Boys, der spillede på flasker og tidligere har deltaget i British Got Talent, musikduoen LASCH og dansegruppen Nini Brothers, som tidligere i år fik en andenpladsen i Danmark har Talent. Desuden fik hver deltager en jubilæumsgave med sig.

- I år deltager 317 hold fra både Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Finland, og vi er meget stolte over, at vores turnering kan blive ved med at tiltrække så mange unge håndboldspillere, siger Per Larsen.

Per Larsen kan samtidig fejre sit 30. år som formand for cup’en.

- Da jeg startede, var der omkring 100 hold med i turneringen, så der er da sket en udvikling. Og når jeg stadig er med, så må det jo være fordi, jeg godt kan lide det, siger Per Larsen.

Håndboldkampene starter fredag morgen kl. 8.00 og slutter mandag med finaler kl. 8.00-16.00.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden