Sådan undgår du identitetstyveri på Facebook
Sikkerhedsekspert giver her fire nemme råd til at sikre dig selv bedre på Facebook
NORDJYLLAND: Svindelnumre og identitetstyveri på Facebook er kraftigt stigende, men du kan selv gøre meget for at beskytte dig på det populære sociale medie.
Med de rigtige sikkerhedsindstillinger kan du selv være med til at påvirke, at din profil ikke bliver hacket og dermed mindske risikoen for internetkriminalitet. Sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra IT-firmaet MYSecurityCenter giver her fire gode råd til en sikker færden på Facebook.
Stærke passwords
Det første skridt i retningen af øget sikkerhed er et stærkt password. Det bliver sværere at hacke, hvis du både bruger store og små bogstaver samt tal og tegn. Du skal samtidig huske på, at Facebook er tilknyttet en e-mail konto, som også skal beskyttes af et stærkt password, som ikke bør være det samme. Det er en god idé at skifte din kode regelmæssigt, så det bliver sværere for hackerne at få adgang til din profil.
Undgå Phishing
It-svindlere tager alle midler i brug, når de forsøger at frarøve dine personlige oplysninger. Derfor er det vigtigt at være ekstra opmærksom på links med forkortede webadresser med navne som ”tinyurl.com” og ”bit.ly”. Samtidig er der god grund til at holde et vågent øje med fantastiske tilbud og gaver især i anledning af forskellige mærkedage. Phishing forekommer ofte i konkurrencer, links eller beskeder fra dine venner eller følgere, som er blevet hacket.
Vær kritisk
Hackere udnytter, at mange personer ikke tænker på vigtigheden af internetsikkerhed. Et antivirusprogram kan give dig en grundlæggende beskyttelse på nettet, men det er samtidig vigtigt at bruge sin kritiske sans.
- Jeg har set mange phishing-mails og websider, der ser så ægte ud, at de kan være meget svære at gennemskue – især hvis det går stærkt. Klik aldrig på et link, før du har undersøgt det nærmere. Hold eventuelt curseren over linket og se, hvilken webadresse der kommer frem og tjek afsenderadressen, hvis det drejer sig om en e-mail, siger Janus R. Nielsen.
Få styr på sikkerhedsindstillingerne
Her er to nemme og effektive tiltag, som du selv kan ændre. Det gør du ved at trykke på pilen, som du finder øverst i højre hjørne på din Facebook-side, hvorefter du klikker på ”Indstillinger”:
1. Få besked, når en fremmed logger sig på
Aktiver ”Login-notifikationer,” som findes under ”Sikkerhed” i dine generelle kontoindstillinger. Her vil du få en besked, når en fremmed logger sig på din Facebook-konto. Du vil dermed modtage en e-mail eller en sms, når der bliver logget ind på din profil fra en anden computer eller mobilenhed. På den måde kan du hurtigt finde ud af, om din profil bliver hacket.
2. Smid selv hackeren af
Du kan også selv smide hackeren af ved at holde øje med hvornår, hvor og fra hvilken enhed, der er logget ind på din Facebook-konto. Det gør du i dine sikkerhedsindstillinger under ”Hvor du er logget på”. Her kan du vælge funktionen ”Stop aktivitet”, som logger en eventuel hacker ud af din profil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.