To hun-isbjørne søger nu herrebekendtskab
Aalborg Zoo leder over hele verden efter velegnet isbjørnehan til at lave små unger
Opdateret kl. 08:28
AALBORG: Aalborg Zoo er nu gået på regulær mandejagt.
Der er nemlig stærkt brug for mandlige hormoner i isbjørnegrotten, hvor de to hun-isbjørne Victoria og Malik ganske enkelt mangler en mage, som de for en rum tid kan dele bord, seng og fisk med.
Dagsordenen er kort og godt, at der skal produceres små isbjørneunger.
Gerne snarest muligt og gerne adskillige af slagsen.
Så Aalborg Zoo er hoppet ud på isbjørne-dating markedet for at finde en lysten og brunstig han-isbjørn, der har lyst til at varte de to artsfæller lidt op.
Jagten på en velegnet han til avlsbrug er dermed for alvor skudt i gang, og haven søger nu efter den udkårne - og helt givet også heldige isbjørn - over hele verden.
Har et par hanner i kikkerten
Marketingansvarlig Susanne Solskov, Aalborg Zoo, siger til NORDJYSKE Stiftstidende, at man allerede har et par velegnede isbjørnehanner i kikkerten.
- Den ene befinder sig i Tyskland, og den anden har hjemme i Kasakhstan.
- Vi håber på en meget hurtig afklaring og vil gerne have hannen her i Aalborg Zoo i februar eller marts måned.
Kutyme er i øvrigt, at man enten låner et dyr hos en anden zoologisk have eller får det gratis.
Susanne Solskov forklarer, at hannerne kommer i brunst inden foråret, hvor hunnerne gerne skal befrugtes for efterfølgende at kunne føde efter planen i november eller december i år.
Der går således typisk syv til otte måneder fra parringen har fundet sted til et nyt kuld unger kommer til verden.
Hunnen føder under gunstige omstændigheder to til tre unger, og de små pus vejer såmænd kun ca. et halvt kilo ved fødslen.
Til sammenligning kan nævnes, at Victoria og Malik vejer omkring 200 kilo hver.
Og det er ikke ualmindeligt, at en han vejer ca. 600 kilo.
En truet dyreart
Victoria kommer oprindeligt fra Tyskland, hvorimod Malik er af egen avl, og haven råder kun over disse to isbjørne i dag.
Susanne Solskov:
- Isbjørne er en truet dyreart på grund af især den globale opvarmning, og derfor har vi i den kommende vinterferie i ugerne syv og otte valgt at sætte fokus på netop isbjørne, og det strækker sig fra og med 7. februar til og med 22. februar.
- Vi synes selv, at vi har lavet et meget spændende program her i Aalborg Zoo, der henvender sig til både store og små, og havens gæster får mulighed for at lære meget mere om isbjørne, lover Susanne Solskov.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.