Frederikshavn

Ungdomsgårdens svanesang

En æra slutter til nytår, når Ungdomsgården Hånbæk på Rømøvej lukker ned

Palle Thomsen og Tina Larsen, souschef og leder i Ungdomsgården Hånbæk, som nu fusionerer med Bangsboklubben og Kaj Bundvad Fritidscenter.
Palle Thomsen og Tina Larsen, souschef og leder i Ungdomsgården Hånbæk, som nu fusionerer med Bangsboklubben og Kaj Bundvad Fritidscenter.

FREDERIKSHAVN: Et stykke kulturhistorie forsvinder, når Ungdomsgården Hånbæk, i daglig tale UGH, til nytår lukker og slukker.

Den selvejende institution opløses, og UGH flytter sammen med byens to andre fritidsklubber, Bangsboklubben og Kaj Bundvad Fritidscenter.

Hvor de skal være, hvad den nye klub skal hedde og en række andre praktiske detaljer er ikke på plads, men organisatorisk er de tre klubber ét kød fra årsskiftet.

- Det er lidt vemodigt, men vi må jo lave et UGH-museum med alle billederne, smalfilmene og hvad vi ellers har i kælderen, siger Palle Thomsen, der i dag er souschef - og en del af inventaret i ungdomsgården på Rømøvej.

Palle har været med i godt 40 år. Han startede sidst i 60’erne. I Fredensgade, hvor han indrettede et kosteskab til jukeboks. Her fra kosteskabet spillede Palle ikke alene de gode gamle vinylhits. Han talte også i mikrofon imellem numrene. Frederikshavn havde fået sin egen diskjockey, en tjans, som Palle i mange år også havde i ”buret” på Vinkælderen i Havnegade.

De spillede også livemusik i ungdomsklubben i Fredensgade. Pigtrådsmusik.

- Naboerne ringede og råbte ”skru ned for musikken”, allerede når de så traileren med musikinstrumenter køre ned ad gaden, husker Palle Thomsen.

Barn af fagbevægelsen

Ungdomsgården er et barn af arbejdsklassen og har alle årene været tæt knyttet til fagbevægelsen.

Helt tilbage i november 1944 optræder ønsket om ”et Ungdommens Hus” i referaterne fra møder i Fællesorganisationen, datidens LO.

I krigsårene var det altafgørende at samle de politiske ungdomsorganisationer i et værn mod Hitlerjugend og andre højreradikale grupper. Senere blev formålet ”at få de unge væk fra gadehjørnerne om aftenen”, som det står i referatet fra oktober 1957.

Hånbæk-blokkerne

1. januar 1970 flyttede fritidsklubben fra Fredensgade til nye lokaler på Rømøvej og skiftede navn til Ungdomsgården Hånbæk, en del af Frederikshavns nye boligkvarter, ”Hånbæk-blokkerne”.

- Jeg blev færdig som pædagog en fredag og startede med fuldt timetal om mandagen den 1. februar 1970, husker Palle.

- Vi havde 1200 medlemmer, og fredag aften når der var diskotek, samlede vi 600 unge. De skulle hver betale 1 krone, og pengene gik til at indkøbe de nye plader.

Livemusikken fra Fredensgade flyttede med til Hånbæk.

- Vi præsenterede et helt nyt band, der lige havde udgivet ”Stærk Tobak” og ”Fed Rock”, og vandet drev ned ad væggene, da Shu-bi-dua spillede.

UGH var også fremme i skoene, da det blev populært at hente tv-signaler ned via parabol.

- Vi fik den tredje parabolantenne i Frederikshavn. Næstefter Høgsted og Mariendal, og da vi købte det første videokamera, kostede det en formue på 17.000 kroner og skulle godkendes i byrådet, husker Palle Thomsen.

Marathondans

Senere fulgte traditionen med marathondans den første weekend i vinterferien.

- Det kørte fra 1985 til 2002. Et år dansede de fra fredag aften til tirsdag formiddag.

En anden sejlivet tradition er udvekslingen med unge tyskere fra Bremerhaven, der startede som en udløber af samarbejdet med tyskere, der vedligeholder krigsgravene på Frederikshavn Kirkegård.

Og så er der ture til Skallerup Klit i efterårsferien, teater, Tordenskioldsdage, Børnenes Rekordbog og bordtennis ikke at forglemme, som altid har været populært i UGH.

Ungdomsgården har også en sejlbåd, Lulu, som ofte sætter kursen mod Hirsholmene. Og så er der en seniorklub, for forældre, der mødes hver onsdag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden