- Vi har forbedret vores bundlinje ved at stabilisere vores udgifter, siger Thisted Bryghus" adm. direktør, Aage Svenningsen. Foto: Carsten Hougaard
Nyt design og dåseøl skal bane vejen til succes, mener direktøren
Målrettet markedsføring og et mere strømliniet design af produkterne skal være nøglen til, at Thisted Bryghus, efter nogle år med røde tal på bundlinjen, atter tjener penge.
Bryghusets nye adm. direktør, Aage Svenningsen, er i hvert fald overbevist om, at strategien allerede har givet pote. Regnskabsårets første kvartal viser et resultat på 440.000 kroner på bundlinien. Til sammenligning udviste kvartalsregnskabet i fjor et underskud på knap 830.000 kroner.
- Vi har forbedret vores bundlinje ved at stabilisere vores udgifter. Vi har for eksempel outsourcet vores distribution i lokalområdet. Det betyder, at vi nu arbejder med variable omkostninger til distributionen. Til gengæld har vi så ansat en sælger mere, siger Aage Svenningsen.
Ifølge strategiplanen, der strækker sig over tre år, vil Thisted Bryghus i første omgang koncentrere sig om at inddrage hele Nordjylland som hjemmemarked. Derudover vil bryghuset forsøge at sænke gennemsnitsalderen hos målgruppen.
- Vore kunder er i dag fra 40 år og opefter. Vi vil gerne have sænket gennemsnitsalderen med 10 år, siger Aage Svenningsen. Han erkender dog, at det kan blive svært, da de yngre for tiden holder sig til cider i stedet for øl.
Direktøren har desuden sat sig for at rydde op i Thisted Bryghus design. Det kommende design, der vil pryde årets nyheder Brown Ale, Exclusive, Porse Bock og Black Ale skal ses som optakt til, at bryggeriet fremover vil bestræbe sig på, at øge genkendeligheden i butikkerne.
- På grund af de forskellige etiketter på vore specialøl, er vore produkter svære at få øje på i butikkerne. fremover vil der gå en rød tråd gennem vores design, siger han.
Som noget helt nyt, men nødvendigt, lancerer Thisted Bryghus sin pilsner og sin Classic på dåse fra uge 10.
- Hvis vi vil sætte skub i salget, er vi nødt til at lytte til markedet. Og markedet fortæller os, at 40 pct. af det danske ølsag nu foregår via dåser, siger Aage Svenningsen.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.